Nyheder
Viborg har igen Danmarks største valgsted
Stadionhallerne danner rammen om landets største valgsted med næsten 25.000 vælgere, når der skal stemmes den 18. november
Når borgerne i Viborg Kommune tirsdag den 18. november går til stemmeurnerne ved kommunal- og regionalvalget, bliver det endnu engang med landets største valgsted i centrum. Stadionhallerne i Viborg forventes at danne ramme om mere end 24.800 stemmeberettigede borgere – flere end noget andet sted i Danmark.
Ét valgsted mindre i kommunen
I alt åbner 16 valgsteder rundt om i Viborg Kommune på valgdagen. Det er ét færre end ved sidste valg, da de to tidligere valgsteder i Bjerringbro – Bøgeskovskolen og Idræts- og Kulturcentret – er blevet slået sammen.
Fremover skal alle vælgere i Bjerringbro derfor afgive deres stemme i Idræts- og Kulturcentret.
Læs også:
Næsten 25.000 stemmeberettigede i Stadionhallerne
Stadionhallerne i Viborg fastholder titlen som Danmarks største valgsted med hele 24.889 stemmeberettigede. Ved sidste kommunalvalg var der 24.102 vælgere tilknyttet samme sted – en fremgang på næsten 800 personer.
Alle valgsteder i Viborg Kommune holder åbent fra klokken 8 til 20 på valgdagen. Kommunen opfordrer borgerne til at stemme i tidsrummet mellem kl. 10 og 16 for at undgå de største køer.
Flere vælgere end ved sidste valg
I alt kan 77.212 borgere i Viborg Kommune stemme ved årets valg – en stigning på næsten 2 procent siden kommunalvalget i 2021, hvor 75.711 havde stemmeret.
For at kunne stemme skal man have dansk indfødsret og fast bopæl i kommunen. Også statsborgere fra EU-lande, Island, Norge eller Storbritannien har stemmeret, ligesom udenlandske statsborgere, der har boet i Danmark uafbrudt i mindst fire år før valgdagen.
Flere kandidater – og flere kvinder
Kommunalvalget i Viborg byder i år på 128 kandidater fordelt på 15 partier og lister – en markant stigning fra 113 kandidater i 2021.
Kønsfordelingen er også ændret: 50 af kandidaterne er kvinder, svarende til 39 procent, mod 33 procent ved det seneste valg.
Historisk høj valgdeltagelse
Viborg har tradition for en høj stemmeprocent ved kommunalvalgene. I 2021 lå valgdeltagelsen på 70,1 procent, mens den i 2017 og 2013 var henholdsvis 73,3 og 74,3 procent.
Læs også: