Helbred

Unge i Randers giver input til nikotinfri fremtid

Workshop i Randers NV samlede unge og lokale aktører i arbejdet med at skabe nikotinfri miljøer

Søren Greve
Af Søren Greve 4. november 2025

Fokus på stigende nikotinbrug blandt unge

Hvordan skaber man miljøer, hvor børn og unge vælger nikotinen fra? Det spørgsmål var omdrejningspunktet, da Randers Kommune for nylig afholdt endnu en workshop under projektet Nikotinfri Ungdom – denne gang i Randers NV.

Her præsenterede forebyggelseskonsulent Poul Sejr nye data, der viser en bekymrende stigning i brugen af nikotinprodukter blandt unge, især de populære puff- og elfbars med smag af slik og sodavand.

– Børn og unge bliver hurtigere afhængige af nikotin end voksne, og produkterne kan øge risikoen for angst, stress, depression og give koncentrationsbesvær, forklarede Poul Sejr.

Unge deltog aktivt i debatten

Efter oplægget blev deltagerne opdelt i grupper, hvor de drøftede idéer til, hvordan man lokalt kan fremme nikotinfrie miljøer. Her deltog både fagfolk og unge fra Randers Ungdomsskoles klubber og Randers Fælleselevråd.

– Det er vigtigt, at vi unge bidrager med vores perspektiv på nikotinforbruget. Det er vildt, at der er så mange, der bruger nikotinprodukter, og at de ikke er så gamle, siger Liva Broman Mølbæk, en af formændene for Randers Fælleselevråd.

– Det er vigtigt at stoppe nikotinforbruget blandt unge, men også at tale om det, så det ikke bliver et tabubelagt emne, tilføjer Lena Julia Jegerska, også fra Fælleselevrådet.

Arbejdet fortsætter

De mange input fra workshoppen bliver nu samlet og indgår i kommunens videre arbejde med Nikotinfri Ungdom, som er en del af Randers Kommunes Sundhedspolitik 2023-2026.

Initiativet skal bidrage til at skabe nikotinfri miljøer på tværs af kommunen – med fokus på de steder, hvor unge færdes mest, som skoler, klubber og idrætsforeninger.