Nyheder
Lokalhistorie på film hitter som aldrig før – 7.000 historiske film og klip bringer fortiden til live
Halv million danskere dykker hvert år ned i fortiden på Filminstituttets streamingsite
Danskerne har fået smag for levende lokalhistorie. Over en halv million besøger hvert år Det Danske Filminstituts streamingsite Danmark på film, hvor mere end 7.000 historiske film og klip bringer fortiden til live – fra Hadsunds industrihistorie, markedsdag i Viborg til pandekageløb i Holbæk.
Filmarv med lokal sjæl
Siden lanceringen i 2015 har Danmark på film givet danskerne gratis adgang til filmoptagelser fra hele landet, optaget mellem 1887 og 2018. Den helt store succes er det interaktive danmarkskort, hvor brugerne kan finde gamle optagelser fra deres eget lokalområde – og måske genkende en gade, en butik eller en slægtning.
Arkivmaterialet spænder vidt: hverdagsbilleder, oplysningsfilm, reklamer og ugerevyer. Hver film rummer små tidslommer, og mange benytter kommentarsporet til at dele minder eller viden om det, de ser.
En by ved navn København – Foto: Det Danske Filminstitut
Læs også:
Fra filmarv til fælles fortælling
Det Danske Filminstitut har gennem ti år digitaliseret tusindvis af gamle filmruller, og i anledning af jubilæet i efteråret markerer man, at filmene i dag er blevet en del af danskernes fælles hukommelse.
”Da Filminstituttet lancerede Danmark på film for ti år siden, handlede det om at gøre vores filmarv tilgængelig. I dag handler det om at aktivere den. Når folk genkender deres hjemegn eller familie, bliver filmene til fælles erindring – og historien får nyt liv,” siger direktør Tine Fischer.
Støj – Foto: Det Danske Filminstitut
Og netop det levende fællesskab omkring filmene er blevet et særkende for siden. I kommentarsporene opstår små møder mellem mennesker, der opdager slægtskab eller fælles minder. En bruger skriver: “Manden her i klippet er min oldefar.” En anden svarer: “Så må du være min grandfætter!”
En rejse i billeder – fra hele Danmark
Fra Fanø til Møn, fra Odense til Holbæk – filmene viser et Danmark i bevægelse gennem mere end 130 år. Et populært klip viser for eksempel Fanø (1939), hvor en bruger, Else Marie Olldag, har skrevet: “Det er virkelig sjovt at se min far som 20-årig i kornmarken og alle de dejlige billeder af Fanø Vesterhavsbad og Nordby.”
Med de mange lokale optagelser er Danmark på film blevet et skatkammer for både historieinteresserede og familier, der vil på nostalgisk opdagelse sammen.
5. maj – Foto: Det Danske Filminstitut
Fakta: Danmark på film
- Streamingsite fra Det Danske Filminstitut med over 7.000 historiske film og klip.
- Filmene dækker perioden 1887–2018.
- Indeholder dokumentarfilm, oplysningsfilm, eksperimentalfilm, reklamefilm og ugerevyer.
- Gratis adgang for alle på www.danmarkpaafilm.dk.
- I det seneste år har 600.000 brugere besøgt sitet – heraf 500.000 fra Danmark.
- 10-årsjubilæet fejres i efteråret 2025.
Fagenes fest – Foto: Det Danske Filminstitut
Læs også: