Erhverv

Ny statslig industripark mellem Viborg og Randers skal styrke grøn vækst i Midtjylland

Viborg Kommune udpeget til at huse ny industripark ved Foulum som skal være en lokal grøn vækst dynamo.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 29. oktober 2025

En ny statslig industripark ved AU Viborg skal fremover samle forskning, virksomheder og produktion i ét område med fokus på grøn teknologi og bæredygtig udvikling. Viborg Kommune er officielt blevet udvalgt som placering for den nye industripark – en beslutning, der får stor betydning for erhvervslivet i både Midt- og Østjylland.

Et nyt centrum for grøn innovation

Industriparken bliver placeret ved Foulum i direkte tilknytning til Aarhus Universitet Viborg og Agro Business Park. Her er der allerede stærke forskningsmiljøer, adgang til højspændingsinfrastruktur og kort afstand til både den kommende midtjyske motorvej og E45, samt muligheden for at hente medarbejdere ind fra nærliggende byer som Randers, Viborg, Bjerringbro og Hobro.

“Det her er en kæmpe mulighed for Viborg og for virksomheder både nationalt og internationalt. Vi får et sted, hvor produktion kan etablere sig og vokse hurtigt – tæt på viden, arbejdskraft og infrastruktur. Det er godt nyt for lokale job, investeringer og vækst,” siger borgmester Ulrik Wilbek (V).

Fra plan til virkelighed

Næste skridt bliver at udarbejde en lokalplan, der fastlægger, hvordan området skal indrettes. Samtidig etableres en samlet myndighedsindgang, så virksomheder, der ønsker at flytte ind i området, kan få hurtigere og mere smidig sagsbehandling.

Ifølge Viborg Kommune bliver industriparken en del af regeringens nationale initiativ for at styrke produktion og grøn vækst uden for de store byer. Området kommer til at dække omkring 95 hektar og skal kunne rumme større virksomheder inden for energi, produktion, teknologi og biosolutions.

Forskning og erhverv side om side

Placeringen ved Foulum giver industriparken en særlig styrke, fordi den kobler virksomheder direkte sammen med forskning og uddannelse. Naboerne tæller blandt andet Apples datacenter, der på sigt leverer overskudsvarme, og AU Viborg, som bidrager med viden og talent.

“Vi står ikke på en bar mark, men bygger videre på et miljø, hvor virksomheder kan udvikle og producere side om side med et af verdens stærkeste vidensmiljøer inden for området. Det giver en hverdag, hvor drift, udvikling og rekruttering hænger sammen,” siger Ulrik Wilbek.

Hurtigere fra forskning til færdig løsning

Aarhus Universitet ser store muligheder i at få industriparken som nabo.
“De rammer, vi har på campus AU Viborg, bruger universitet til udvikling af en eksperimentel metode, hvor forskning i demonstrationsskala kan blive testet i hele økosystemer. Vi kalder det for living labs. En industripark som nabo giver os muligheden for at accelerere processen fra viden til værdi, så Danmark endnu hurtigere kan få glæde af forskernes arbejde,” fortæller Brian Vinter, prodekan på Aarhus Universitets fakultet for tekniske videnskaber.

Samarbejde på tværs af kommunegrænser

Projektet udvikles i tæt samarbejde mellem Viborg Kommune, Aarhus Universitet, Business Viborg og de omkringliggende kommuner – herunder Randers, Favrskov og Aarhus – for at skabe et samlet erhvervsområde, hvor forskning, infrastruktur og produktion spiller sammen.

Med etableringen af den statslige industripark i Foulum tager Viborg et markant skridt i retning af at blive et internationalt centrum for fremtidens bæredygtige landbrug, bioøkonomi og grønne teknologier.