Danmark

Landdistrikternes talerør får markant løft på finansloven

Regeringen og Det Konservative Folkeparti øger støtten til Landdistrikternes Fællesråd for at styrke udviklingen uden for de største byer

Søren Greve
Af Søren Greve 28. oktober 2025

Regeringen og Det Konservative Folkeparti har sat fokus på landdistrikterne i finansloven for 2026. Landdistrikternes Fællesråd får en ekstra bevilling på 1,5 millioner kroner, der skal bruges til at styrke arbejdet med udvikling, videndeling og samarbejde i de danske landdistrikter.

Mere støtte til et land i bedre balance

Den ekstra bevilling kommer oven i den ordinære støtte på 1,9 millioner kroner, som allerede var afsat i finanslovsudkastet. Samlet får organisationen dermed 3,4 millioner kroner næste år.

Formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, glæder sig over beslutningen:

– Det er en vigtig anerkendelse af vores rolle som national sparringspartner og arbejdet for større sammenhængskraft og et land i bedre balance med positiv udvikling i landdistrikterne, via bedre rammevilkår for livet uden for de største byer. Bevillingen er desuden et væsentligt bidrag til at sikre fundamentet for og styrke Videncenter for Landdistrikter, siger Steffen Damsgaard.

Styrker arbejdet på tværs af landet

Landdistrikternes Fællesråd repræsenterer i dag 55 kommuner og fire regioner, som tilsammen dækker mere end fire millioner danskere. Medlemskredsen tæller også over 20 landsdækkende organisationer og en lang række lokale aktionsgrupper og landsbyråd.

Ifølge Damsgaard er det afgørende, at bevillingen bidrager til at skabe bedre rammevilkår i hele landet:

– Selvom Danmark er et lille land, er forskellene i hverdagen store. Det er vigtigt, at man reelt kan bo, leve, uddanne sig, modtage sundhedsydelser, arbejde og drive virksomhed i hele landet, på tværs af livsfaser, og derfor arbejder vi for et land i bedre balance, siger han.

Også de små øer får et løft

Opmærksomheden i finansloven gælder ikke kun fastlandet. Sammenslutningen af Danske Småøer får nemlig en ekstra bevilling på 1 million kroner i 2026.

Det glæder Steffen Damsgaard, der ser beslutningen som et skridt i den rigtige retning:

– Det glæder mig, at regeringen og Det Konservative Folkeparti med finansloven også har prioriteret de danske småøer, hvor Sammenslutningen af Danske Småøer yder et vigtigt bidrag til at skabe bedre rammevilkår. Sammen står vi nu stærkere i det kommende år i arbejdet med at sikre et land i bedre geografisk balance, siger han.

Fakta

  • Landdistrikternes Fællesråd modtog i 2025 samlet 2,6 millioner kroner i ordinær og ekstraordinær støtte.
  • I 2026 øges bevillingen til 3,4 millioner kroner.
  • Midlerne skal blandt andet styrke Videncenter for Landdistrikter og understøtte netværk og udvikling i hele Danmark.