Kultur
Kongeparret besøger Randers: Festlig dag på Østervold mandag
Hele lokalområdet inviteres til at fejre H.M. Kong Frederik og H.M. Dronning Marys besøg
Randers står foran en helt særlig mandag, når H.M. Kong Frederik og H.M. Dronning Mary lægger vejen forbi byen den 27. oktober. Besøget finder sted i forbindelse med optagelserne til Kongeparrets Priser på Værket om aftenen – men allerede fra middagstid kan borgerne opleve kongeparret i hjertet af byen og tage del i festlighederne på Østervold.
Kongeligt besøg med fokus på kultur og fællesskab
Kongeparret ankommer til Randers Sundhedscenter klokken 12.15, hvor borgmester Torben Hansen sammen med repræsentanter fra Randers Kommune tager imod.
Efter det officielle modtagelsesarrangement bevæger H.M. Kongen og H.M. Dronningen sig videre til Østervold, hvor de skal opleve nogle af kommunens mange kunst- og kulturtilbud. Her vil de få indblik i Randers Kommunes særlige garanti for, at alle børn og unge har adgang til kunst, kultur og musik.
Dagen afrundes ved byens store klimabassin, der både håndterer regnvand og fungerer som et grønt byrum med betydning for biodiversiteten og byens æstetik.
Læs også:
Aktiviteter for store og små
Fra klokken 12 til 14 vil Østervold summe af liv og aktiviteter for hele familien. Her kan borgerne deltage i kreative og sjove oplevelser, mens de venter på at få et glimt af kongeparret.
Børn og voksne kan blandt andet:
- Prøve livet som brandkadet: Kom helt tæt på beredskabets arbejde, prøv udstyret og sprøjt med vand fra en ægte brandbil.
- Male på keramik: Hos I Hånden, inspireret af Underværket, kan man slippe kreativiteten løs og skabe sit eget lille kunstværk.
- Møde den ikoniske Ellert: Museum Østjylland viser en original Ellert frem – den legendariske elbil, som blev opfundet netop i Randers, og som stadig står som et symbol på dansk opfindsomhed.
Alle er inviteret
Kommunen opfordrer alle borgere til at møde op og være med til at fejre den kongelige begivenhed. Arrangementet på Østervold er gratis og åbent for alle.
Det bliver en dag, hvor vi både fejrer vores by og vores fælles værdier om fællesskab, kultur og bæredygtighed,” udtaler borgmester Torben Hansen i forbindelse med besøget.
Fakta:
- Dato: Mandag den 27. oktober 2025
- Tid: Kl. 12.00–14.00 på Østervold
- Kongeparrets ankomst: Kl. 12.15 ved Randers Sundhedscenter
- Aftenarrangement: Kongeparrets Priser på Værket
Læs også: