Forbruger

Midttrafik har særlige frister for bestilling af kørsel i december – Sådan bestiller du handicapkørsel i julen og nytåret

Når julefrokoster, familiebesøg og nytårsfester nærmer sig, er det vigtigt at få planlagt transporten i god tid – især for borgere, der benytter handicapkørsel. Midttrafik oplyser, at der gælder særlige bestillingsfrister i jule- og nytårsdagene 2025.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 20. oktober 2025

Bestilling i Region Midtjylland

Kørsel juleaften den 24. december kan bestilles i perioden 13. november til 16. december 2025. Bestilling sker på telefon 87 40 83 91 på hverdage mellem kl. 9.00 og 15.00.

Til nytårsaften den 31. december kan der bestilles fra 18. til 29. december 2025 på telefon 87 40 83 00 (tast 1). Her er telefonerne åbne alle ugens dage fra kl. 8.00 til 16.00, og det er muligt at køre frem til kl. 2.00 nytårsnat.

Kørsel ud af Region Midtjylland

For rejser, der kombineres med tog eller X Bus, gælder bestilling frem til 1. december 2025 på tlf. 87 40 83 00 (tast 1 + tast 2). Åbningstiden er hverdage kl. 9.00-12.00.

Det samme gælder for rejser, der køres i flextrafik-bil i Jylland eller på Fyn frem til den 24. december. Rejser over 100 kilometer til Region Nordjylland og Region Syddanmark skal dog være afsluttet senest kl. 12.00.

For kørsel den 31. december kan der bestilles mellem 18. og 29. december 2025 på tlf. 87 40 83 00 (tast 1). Også her er telefonerne åbne alle ugens dage fra kl. 8.00 til 16.00.

Vigtige oplysninger og begrænsninger

Midttrafik gør opmærksom på, at det ikke er muligt at bestille kørsel via internet eller app den 24. og 31. december.
Derudover kan der ikke bestilles løft med trappemaskine på disse dage.

Der udføres heller ikke intern kørsel i Movias område den 24., 25., 26., 31. december og 1. januar. For yderligere information kan Midttrafik kontaktes på tlf. 87 40 83 00 (tast 1 + tast 2) på hverdage mellem kl. 9.00 og 12.00.

Husk at afbestille i tide

Fristen for rettidig afbestilling af kørsel den 24. december er 16. december 2025 kl. 15.00.
Ved for sen afbestilling – eller hvis chaufføren møder forgæves – pålægges et gebyr på 250 kroner.

“Vi oplever desværre, at en del handicapkunder bestiller kørsel, som de efterfølgende ikke har behov for. Med gebyret på 250 kr. håber vi på flere rettidige afbestillinger,” oplyser Midttrafik.

Midttrafik forklarer, at gebyret indføres for at sikre, at planlægningen kan fungere bedst muligt for de kunder, der skal ud at køre juleaften.