Nyheder

Pensionister mister købekraft helt frem til 2029 – Ny analyse viser markant forskel mellem lønmodtagere og folkepensionister

Lønmodtagere har indhentet tabet – pensionister halter bagefter

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 19. oktober 2025

Mens lønmodtagere igen har fået flere penge mellem hænderne efter årene med høj inflation, må pensionister og andre modtagere af overførselsindkomst væbne sig med tålmodighed.

En ny analyse fra ROCKWOOL Fondens Analyseenhed viser, at lønmodtagere i den private sektor i 2025 har 2,5 procent højere købekraft end i 2020, mens pensionister og andre ydelsesmodtagere har 5,9 procent lavere købekraft end før prisstigningerne satte ind.

Ifølge analysen, udarbejdet af Jesper Kühl, ventes pensionisters og øvrige overførselsmodtageres købekraft først at være tilbage på 2020-niveau i 2029. Dermed tager det dem næsten dobbelt så lang tid som lønmodtagerne at genvinde tabet.

Forsinket regulering trækker udviklingen ud

Årsagen til forskellen ligger i selve reguleringsmekanismen for overførselsindkomster.
Satserne bliver reguleret med to års forsinkelse i forhold til lønudviklingen og med 0,3 procentpoint lavere sats. Desuden blev der i perioden 2016–2023 gennemført en ekstraordinær mindreregulering på 0,3 til 0,75 procentpoint årligt, hvilket fortsat har en varig negativ effekt på ydelserne.

Jesper Kühl forklarer:

“Satserne for overførselsindkomster justeres årligt efter lønudviklingen to år tidligere minus 0,3 procentpoint. Den forsinkede og lavere regulering gør, at personer på overførsler er længere tid om at genvinde tabt købekraft.”

Siden 2020 er lønningerne steget med 19,1 procent, mens overførselsindkomsterne kun er vokset 10,9 procent.

Højere fødevarepriser rammer pensionister hårdt

ROCKWOOL Fonden dokumenterer samtidig, at prisstigningerne har ramt skævt.
Siden 2020 er fødevarepriserne steget med omkring 30 procent, mens det samlede forbrugerprisindeks kun er steget 17 procent. For en gennemsnitlig husstand udgør mad omkring 11 procent af forbruget, men for pensionister udgør fødevarer en langt større andel, og de mærker derfor prisstigningerne mere direkte.

Faglige Seniorer kræver ændringer: ”Systemet er ikke retfærdigt”

Hos Faglige Seniorer kalder landsformand Mette Kindberg udviklingen både uretfærdig og uholdbar.

“Når lønmodtagerne allerede har genvundet deres købekraft, mens folkepensionister må vente fire år endnu, er det et system, der ikke fungerer retfærdigt,” siger hun.

Hun foreslår, at reguleringen af pensionerne sker hurtigere, så den følger lønudviklingen her og nu.

“De ældre mærker prisstigningerne i supermarkedet hver uge. Det er helt rimeligt, at pensionen følger med – ikke først to år senere,” siger Mette Kindberg.

Faglige Seniorer ønsker desuden lavere moms på fødevarer og dagligvarer, som en direkte hjælp til pensionister og lavindkomstgrupper.

“En lavere moms på basale dagligvarer vil hjælpe alle, men især pensionister, der ikke kan forhandle deres løn op,” tilføjer hun.

Udsigt til varig forskel i økonomisk velstand

Ifølge analysen vil overførselsindkomsternes købekraft gradvist blive forbedret frem mod 2029, men forskellen mellem lønmodtagere og modtagere af ydelser ventes at blive en varig kløft i økonomisk velstand.

Selv om dansk økonomi samlet set er i fremgang, viser rapporten, at ældre og lavindkomstgrupper fortsat vil have lavere reelt forbrug i store dele af dette årti.

Kilde: Analysen er udarbejdet af Jesper Kühl, ROCKWOOL Fondens Analyseenhed, oktober 2025 og Faglige Seniorer