Læserbrev: Millionerne samles på Værket mens resten af kulturen smuldrer

Værket i Randers står i dag som kommunens ubestridte kulturfyrtårn. I 2024 fik huset et kommunalt driftstilskud på 10,79 millioner kroner, og fra 2026 forhøjes beløbet med yderligere 2 millioner til bygningsvedligeholdelse. Dertil kommer et statstilskud på 1,5 millioner kroner om året til Turbinen som regionalt spillested. Det er mange penge til ét hus i én bydel, og det viser med al tydelighed hvor tyngdepunktet i kommunens kulturpolitik ligger.

Der er ingen tvivl om at Værket er en vigtig del af byens kulturliv. Det er et flot hus med professionelle rammer og et bredt program. Men når man ser på hvordan de kommunale kulturmidler fordeles, bliver forskellen til de øvrige aktører markant. Randers Teater modtager 6,7 millioner kroner, mens f.eks. Café Von Hatten må klare sig med projektstøtte og et mindre tilskud til ungekulturhuset. De har ingen fast bevilling og må søge hvert år for at overleve.

Samtidig findes der over hele kommunen små steder hvor kulturen lever i det stille. Forsamlingshusene, landsbyernes mødesteder, lokale scener og musikforeninger. De steder hvor der stadig er levende musik, fællesspisning, dilettant og lokale arrangementer. Her arbejder frivillige uden løn og uden sikkerhed for støtte. Mange af husene er slidte og har brug for helt basale forbedringer som nye stole, isolering, lydudstyr eller en varmvandsbeholder. De beder ikke om millioner, men om en fair behandling. Når kommunen kan finde tocifrede millionbeløb til et enkelt kulturhus, burde det ikke være umuligt at sikre en håndfuld små driftsmidler til de steder hvor kulturen faktisk begynder. Forsamlingshusene er ikke blot bygninger. De er lokale samlingspunkter hvor børn optræder, hvor foreninger mødes, og hvor musikere spiller deres første koncert. De er kulturen i hverdagsformat og grundlaget for det fællesskab som de store scener lever af.

Nogle vil sikkert mene at Værket er en motor for hele byen. Det er det også. Pointen er ikke at tage noget fra Værket, men at sikre de små aktører stabile driftstilskud, så de kan blive ved med at skabe liv og oplevelser udenfor midtbyen. Andre vil hævde at forsamlingshusene ikke er spillesteder. Men i virkeligheden rummer de koncerter, dilettant, fællesspisning og lokale fester altså alt det, som skaber kultur i øjenhøjde. 

Der vil også blive sagt at kommunen allerede støtter projekter. Det er korrekt, men projektmidler er midlertidige. Når støtten stopper, stopper aktiviteterne også. Et bæredygtigt kulturliv kræver forudsigelighed og drift, ikke kun symbolske engangstilskud. Nogle vil hævde at midlerne er bundet, men en beskeden omprioritering eller en flerårig pulje til forsamlingshuse ville gøre en enorm forskel for små beløb. Og ja, staten finansierer Turbinen som regionalt spillested, men det ændrer ikke ved at kommunens prioriteringer afgør hvordan kulturen fordeles lokalt. Kulturlivet i Randers hænger sammen fra top til bund. De store institutioner er vigtige, men de eksisterer ikke i et vakuum. Når vækstlaget og de frivillige kræfter mangler støtte, går det ud over hele kæden. Det er her man finder morgendagens musikere, teaterfolk og arrangører. De har brug for opbakning, ikke blot rosende ord og symbolske sponsorater.

Hvis Randers Kommune vil have et stærkt og mangfoldigt kulturliv, kræver det en mere retfærdig fordeling af midlerne. En kommune der vil være kendt for kultur, kan ikke nøjes med ét hus der får det hele, mens resten kæmper for at holde lyset tændt. Når kulturpolitikken primært styrker ét hus, undergraves bredden. Randers kan bedre end det. Vi bør sikre, at fællesskabet får værdi for pengene hele vejen rundt.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!