Nyheder
Årets Idrætsforening 2025: Nu kan du indstille din lokale klub til hæderen
DIF og AP Pension åbner for indstillinger – vinderen kåres ved SPORT 2025 i Herning
En hyldest til fællesskab og frivillighed
Fredag den 10. oktober åbner Danmarks Idrætsforbund (DIF) og AP Pension for indstillinger til prisen Årets Idrætsforening 2025. Med prisen følger 80.000 kroner til vinderforeningen, der afsløres ved det store SPORT 2025-show i Jyske Bank Boxen i Herning den 3. januar.
I hele landet spiller idrætsforeninger en central rolle i lokalsamfundet – både som samlingspunkt, sundhedsinitiativ og fællesskab. Prisen er derfor en måde at give de frivillige kræfter et velfortjent skulderklap.
”Idrætsforeningerne skaber rammerne for glæde, sundhed og fællesskab. Her kan alle føle sig hjemme, uanset hvem man er, og hvor man kommer fra. De giver os et sted at høre til, og nogen at dele oplevelser med. I AP Pension betyder fællesskabet utrolig meget, og derfor vil vi gerne være med til at hylde idrætsforeningerne i Danmark,” siger CCO i AP Pension, Janni Bové Schou.
Læs også:
Jury og afstemning
Alle – også foreningerne selv – kan nominere en idrætsforening på DIF’s hjemmeside dif.dk/arets-idraetsforening frem til den 29. oktober klokken 12.00. Herefter gennemgår en jury de indsendte forslag og udvælger tre finalister.
Fra den 21. november til 1. december kan danskerne stemme på deres favorit blandt de tre finalister. Resultatet af afstemningen og juryens vurdering afgør sammen, hvem der løber med titlen.
Glade vindere gennem årene
Prisen uddeles i år for femte gang. Sidste år gik hæderen og de 80.000 kroner til Gl. Rye Mountainbike. Tidligere vindere tæller Hammel Gymnastikforening, Cykling Odense og Tune IF, der i 2021 var den første forening til at modtage prisen.
”Jeg har altid nydt at læse de mange indstillinger, for de giver et fantastisk indblik i vores mangfoldige idrætsforeningsliv. Og så har det været en kæmpe glæde at være vidne til den berettigede stolthed, som finalisterne føler, når de bliver udvalgt,” siger Hans Natorp, formand for DIF.
Sådan deltager du
- 10. oktober: Åbning for indstillinger på DIF’s hjemmeside
- 29. oktober kl. 12.00: Frist for indstillinger
- 30. oktober – 20. november: Juryen udvælger tre finalister
- 21. november – 1. december: Afstemning blandt danskerne
- 3. januar: Vinderen afsløres ved SPORT 2025 i Jyske Bank Boxen i Herning
Ud over æren venter der 80.000 kroner til årets vinder og 10.000 kroner til hver af de to øvrige finalister.
Har du en lokal forening, der fortjener anerkendelse? Så kan du indstille den allerede nu på dif.dk/arets-idraetsforening.
Læs også: