Nyheder

Færre unge bliver erklæret egnede til værnepligt

Andelen af egnede unge mænd er faldet markant det seneste årti – nye kriterier kan ændre billedet

Maria Just
Af Maria Just 4. oktober 2025

Flere vurderes uegnede

Langt færre unge mænd bliver i dag vurderet egnede til værnepligt end for ti år siden. I 2023 var det kun fire ud af ti, der kunne tage uniformen på, mens mere end halvdelen blev vurderet uegnede. Til sammenligning blev 52 procent vurderet egnede i 2013.

Ifølge en ny analyse fra Danmarks Statistik blev 15.300 unge mænd erklæret egnede til værnepligt i 2023. Ti år tidligere lød tallet på 19.400.

Psykofarmaka spiller en rolle

En af forklaringerne på udviklingen er en stigende andel af unge, der har indløst recepter på psykofarmaka. Blandt de uegnede var tallet 13 procent i 2013 mod 16 procent i 2023. Hos de egnede ligger andelen stabilt omkring én procent.

”Andelen af de uegnede, som har indløst recepter på psykofarmaka, kan være interessant i forbindelse med, at Forsvaret har ændret på egnethedskriterierne, så det nu er nemmere at blive erklæret egnet end før, hvis man fx har ADHD,” siger Magnus Nørtoft, specialkonsulent i Danmarks Statistik.

Sociale og personlige forhold har betydning

Analysen peger også på forskelle i de unges baggrund.

  • 54 procent af de uegnede blev allerede frasorteret før Forsvarets Dag på baggrund af helbredsskemaer om vægt, medicin og diagnoser.
  • Kun 1 procent af de egnede havde været anbragt uden for hjemmet som børn, mod 5 procent blandt de uegnede.
  • 7 procent af de egnede havde fået en ungdomsdom, mens det gjaldt for 12 procent af de uegnede.
  • Blandt de egnede havde 26 procent mindst én forælder med en lang videregående uddannelse. Hos de uegnede gjaldt det 18 procent.

Kvinder på vej ind i værnepligten

Også kvinder deltager i sessionsbehandling. I 2023 blev 2.700 kvinder vurderet, og her steg andelen af egnede fra 61 procent i 2013 til 64 procent i 2023. Kvinder blev dog først officielt omfattet af værnepligten fra juli 2025.

Ændrede regler kan ændre udviklingen

Reglerne for, hvem der kan erklæres egnet, blev lempet pr. 1. juli 2025. Analysen fra Danmarks Statistik dækker perioden inden disse ændringer. Dermed kan udviklingen de kommende år komme til at se anderledes ud, når flere unge fremover kan blive vurderet egnede til tjeneste.