Nyheder
Efterårsferien byder på musik, magi og skriveglæde på Randers Bibliotek
Randers Bibliotek inviterer børn og unge til kreative dage med musik, skrivelege og forfatterbesøg i uge 42
Når efterårsferien banker på døren, står Randers Bibliotek klar med et program fyldt med oplevelser for børn og unge. I forbindelse med BørneKulturUgen byder biblioteket på alt fra kreative værksteder og musikalske udfoldelser til skrivelege med kunstig intelligens og møde med en forfatter.
Kreative værksteder hver dag
Hele uge 42 kan børn slippe fantasien løs i bibliotekets værksteder. Her kan de lave foldedyr, perlefigurer, rulleugler og meget mere. Aktiviteterne finder sted hver dag fra klokken 10 til 14 og kræver ingen tilmelding.
Læs også:
Musik med Randers Musikskole
En af de mest populære aktiviteter er bandworkshoppen, som afholdes i samarbejde med Randers Musikskole. Her kan børn mellem 10 og 14 år prøve kræfter med både guitar, trommer, klaver, bas og sang.
“I samarbejde med Randers Musikskole gentager vi succesen med den populære bandworkshop, hvor børn mellem 10 og 14 kan folde sig ud på guitar, trommer, klaver, bas og vokal. Vi slutter dagen af med en minikoncert, hvor familie og venner er velkomne til at høre, hvad vi har arbejdet med,” siger Peter Elmelund, biblioteksmusikant på Randers Bibliotek.
Skriv løs med kunstig intelligens
For børn i alderen 7 til 12 år bliver der også mulighed for at prøve kræfter med kreativ skrivning. Børnekulturformidler Ida Janku Ravn Homilius inviterer til et arrangement, hvor børnene finder på nye slutninger til velkendte bøger som Harry Potter og Hundemand – med hjælp fra kunstig intelligens.
“Ved hjælp af ChatGPT skal vi finde på vilde, sjove og helt uventede slutninger – måske ender Harry som tandlæge, og Hundemand flytter til Månen? Alt kan ske, når fantasien får frit spil, og det er både sjovt og lærerigt at opleve, hvad kunstig intelligens kan bruges til, hvis man stiller de rigtige spørgsmål,” siger Ida Janku Ravn Homilius.
Forfatterbesøg og bålmad
Biblioteket får også besøg af forfatter Mads Mygind, som gennem leg og små skriveøvelser vækker børnenes lyst til at skrive. Alle staveformer er velkomne, og der er voksne til at hjælpe de mindste. Dagen rundes af med hjemmelavet mad over bål i bibliotekets udendørsområde.
Praktiske oplysninger
Alle arrangementer er gratis, men tilmelding er nødvendig til visse aktiviteter. Billetter fordeles efter først-til-mølle-princippet, og det vil fremgå af bibliotekets hjemmeside, hvis de er udsolgt. Programmet kan findes på bibliotekerne i Randers og på randersbib.dk.
Læs også: