Nyheder

NRGi Puljen åbner: 5 millioner kroner klar til østjyske fællesskaber

Foreninger og virksomheder kan fra 1. oktober søge støtte til projekter, der styrker både lokalsamfund og klima

Søren Greve
Af Søren Greve 30. september 2025

Østjylland – Fra i morgen kan foreninger, organisationer og virksomheder i Østjylland igen søge støtte fra NRGi Puljen. I denne ansøgningsrunde er der afsat i alt 5 millioner kroner til projekter, der kombinerer fællesskab og grøn omstilling.

Pulje med rødder i andelstanken

NRGi Puljen blev etableret i 2016 af energi- og rådgivningskoncernen NRGi. Formålet er at støtte initiativer, som bidrager til et elektrificeret og klimavenligt samfund. Siden starten har puljen – tidligere kendt som Værdipuljen – uddelt over 65 millioner kroner til 512 forskellige projekter.

”Andelstanken handler om fællesskab og ansvar, og det er netop den tanke, NRGi Puljen fører videre med støtte af de mange projekter, som gør en positiv forskel for klima og lokalsamfund,” siger Tommy Jakobsen, koncernkommunikationschef i NRGi.

Fra rideklubber til forsamlingshuse

I den seneste uddeling i juni modtog 25 projekter støtte, hvoraf 13 kom fra Djursland. Blandt de lokale eksempler er Rønde Rideklub, der fik hjælp til solceller og miljøvenlig belysning, samt Grenaa Forsamlingshus, som har etableret solcelleanlæg og ladestandere til elbiler.

”Vi ser år efter år, hvordan foreninger og virksomheder byder ind med idéer, der på nye måder gør en forskel og hjælper omstillingen af vores samfund på vej. Det er et privilegium at give tilbage til andelshavere og foreninger, som med engagement og kreativitet omsætter idéer til løsninger, der udvikler vores geografiske område i det østjyske,” siger Tommy Jakobsen.

Ansøgningsfristen nærmer sig

Efterårspuljen åbner den 1. oktober og løber frem til den 3. november 2025. NRGi forventer mange ansøgninger og opfordrer både små og store projekter til at søge.