Nyheder

Nu kan du indstille din lokale ildsjæl til Årets Frivillig 2025

Vinderen hyldes på landsdækkende tv og modtager 75.000 kroner

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 29. september 2025

Frivillige kræfter i fokus

Fra i dag, mandag den 29. september, kan borgere over hele landet indstille deres lokale ildsjæl til prisen Arbejdernes Landsbank og DIF’s Årets Frivillig 2025. Prisen går til en person, der har ydet en ekstraordinær indsats i sin idrætsforening – og med den følger både pengepræmie og landsdækkende hyldest.

”De frivillige er fundamentet i vores idrætsforeninger. De er de skjulte stjerner, der utrætteligt stiller op på hverdage, i weekender og er med til at skabe fællesskaber og oplevelser for både børn og voksne. De fortjener en kæmpe tak, og jeg håber, at mange vil benytte muligheden og indstille deres lokale ildsjæl. Uanset om de vinder eller ej, er det en anerkendelse af deres store arbejde,” siger DIF’s næstformand Thomas Bach, der sidder i juryen bag prisen.

Stor anerkendelse og pengepræmier

Vinderen af Årets Frivillig 2025 modtager i alt 75.000 kroner. Heraf går 25.000 kroner direkte til personen selv, mens de resterende 50.000 kroner tildeles den idrætsforening, som modtageren repræsenterer.

Derudover får anden- og tredjepladsen hver 10.000 kroner, og for første gang anerkendes også de øvrige syv nominerede, idet deres foreninger modtager 6.000 kroner hver.

”Langt de fleste danske sportsstjerner har nok snøret deres første fodboldstøvler eller slået til en fjerbold i en lokal idrætsforening. En forening, der kun eksisterer, fordi frivillige har lagt utallige timer i at få det til at fungere. Men også for alle os, der ikke ender som professionelle atleter, giver de frivillige foreninger et uvurderligt fællesskab og venskaber for livet. Til gavn for den enkelte, for lokalsamfundet og for hele Danmark. Derfor er vi i Arbejdernes Landsbank stolte af at være med til at hylde foreningslivet og de mange frivillige kræfter med prisen som Årets Frivillig 2025 – og vi ser frem til at læse alle indstillingerne,” siger Frank Mortensen, viceadministrerende direktør i Arbejdernes Landsbank.

Sådan foregår udvælgelsen

Indstillingsperioden løber fra 29. september til 24. oktober. Når fristen udløber, udvælger juryen først ti kandidater, der senere reduceres til tre finalister. Vinderen afsløres ved det store tv-show SPORT 2025, som afholdes i Herning.

Sidste år gik hæderen til Niels Bojsen Kjær fra Ribe Gymnastik Forening, der blev anerkendt for mere end 30 års utrætteligt frivilligt arbejde.

Sådan indstiller du din kandidat

Alle medlemmer og personer med tilknytning til en lokal idrætsforening under DIF’s 62 specialforbund kan indstille en kandidat. Man kan dog ikke indstille sig selv, og samme person kan kun indstilles én gang.

Indstillinger foretages via DIF’s hjemmeside: www.dif.dk/aaretsfrivillig