Kultur
Børnegudstjeneste med fest og fantasi – Ø. Bjerregrav får besøg af Tante Andante og Professor Virvar
På søndag den 28. september kl. 14 er der børnegudstjeneste i Ø. Bjerregrav Kirke. Her kan børn og voksne glæde sig til en eftermiddag i selskab med sognepræst Søren Dam Kjeldsen – samt de to festlige gæster, Tante Andante og Professor Virvar.
Tante Andante bringer glæde
Tante Andante er en kendt og elsket figur, der altid spreder smil med musik, leg og historier. Hun er inspireret af Halfdan Rasmussens børneunivers, hvor hun beskrives sådan:
Tante Andante er gammel og grå – og tante Andante har rynker. Tante Andante har gigt i sin tå – og ondt i sin hals når hun synker.
Alligevel er hun i perlehumør – og elsker at fjase og fjante. Hun spiller trompet så det kribler og klør – og danser så ofte hun kan det.
Hun sender også en varm hilsen til alle kommende deltagere:
Jeg elsker at synge og trutte sammen med børn og voksne – og elsker at have besøg i mit hus. Jeg tror aldrig man bliver for gammel til at lege. Velkommen her! Kærlig hilsen Tante Andante.
Læs også:
Professor Virvar fra Tappernøje
Den anden gæst er den særegne Professor Virvar, som ifølge fortællingen har sin baggrund ved Tappernøje Universitets Institut for Mezzo-Polynesisk matematik, hvor han er professor i neuromedicinsk nationaløkonomi.
Han introduceres med et glimt i øjet:
Han var meget støvet da vi fandt ham, men ved hjælp af lidt sæbevand og en Indisk kur mod kattelopper har vi fået ham til at lugte som en mellemting mellem Bertel Haarder og en overdimensioneret halspastil. Professor Virvar er verdens dygtigste bas-mandola spiller, – desværre spiller han guitar i TA-band.
Hele familien er inviteret
Børnegudstjenesten byder dermed både på leg, musik og fantasi. Sognepræst Søren Dam Kjeldsen står for gudstjenestens rammer, men det er gæsterne, der skaber et særligt børnevenligt rum.
Formanden for menighedsrådet, Peter Fast, kommer med en ekstra opfordring:
Land og by mødes denne søndag i Ø. Bjerregrav Kirke. Deltager nr. 50 udløser is til alle, så det er endnu et argument for deltagelse af hele familien.
Læs også: