Kultur
HIMMERLAND gæster Turbinen med irsk stjernemusiker
Tirsdag den 7. oktober inviterer foreningen Folkemusik i Randers til koncert på Turbinen, hvor bandet HIMMERLAND går på scenen sammen med den irske fløjtespiller og sangerinde Nuala Kennedy.
Internationalt band med rødder i Nordjylland
Himmerland blev dannet af saxofonisten Eskil Romme i 2010. Siden har bandet turneret vidt omkring – både i Europa, Canada og Australien. Efteråret 2025 står i Danmarksturnéens tegn, og turen bringer dem altså til Randers i begyndelsen af oktober.
Navnet Himmerland henviser til det geografiske område mellem Limfjorden og Mariager Fjord, men musikken er på mange måder grænseløs. Fra begyndelsen har samarbejdet med udenlandske solister spillet en central rolle for bandets udvikling, og samarbejdet med Nuala Kennedy er et stærkt eksempel herpå.
Læs også:
Ros fra udlandet
Bandet har gennem årene modtaget stor anerkendelse fra internationale musikkritikere og publikum.
“They’re a bit of a multi-genre, multi-culture supergroup” (Chris Nickson, Froots)
“Himmerland live act:.. among Top Ten acts at Edinburgh Folk Club…as voted for by our members” (Edinburgh Folk Club)
Om Nuala Kennedy har musikanmelderen Stephen D. Winick fra Huffington Post skrevet: “An outstanding work of modern Irish folk music”
Et sprælsk repertoire
Publikum kan se frem til en koncert med vidtfavnende musikalske udtryk. Himmerland kombinerer ballader, traditionelle sange, jazzede toner og livlig fiddlemusik med improvisationer og nyskabende kompositioner. Bandet henter inspiration fra både Danmark, Norden, Irland, Skotland og en bred vifte af musiktraditioner fra resten af verden.
Flere har beskrevet deres stil som folk-verdensmusik med rødder i det, Eskil Romme engang kaldte en “Nordsøblanding”. Albumtitler som “The Spider in the Fiddle” og “Folktones from Global Corners” understreger det mangfoldige udtryk.
Nuala Kennedy i front
Himmerlands faste kerne suppleres denne aften af Nuala Kennedy, der er kendt som en af Irlands mest markante folkemusikere i dag. Hun bidrager både med vokal og fløjtespil og er med til at give koncerten et internationalt særpræg.
Praktiske oplysninger
Koncerten på Turbinen begynder kl. 20. Dørene åbner en time før, og medlemmer af Folkemusik i Randers får som altid rabat på billetten.
Yderligere information kan findes på foreningens hjemmeside: www.folkemusikiranders.dk/arrangementer
Læs også: