Nyheder
DMI med i nyt europæisk banebrydende projekt om langtidsprognoser – skal forudsige klimakatastrofer tidligere
DMI deltager nu i det nye europæiske netværk ANTICIPATE, der vil anvende eksperimentelle langtidsprognoser på helt op til 46 dage. Målet er at kunne varsle komplekse ekstremhændelser, hvor flere klimatiske farer optræder samtidig.
DMI deltager nu i det nye europæiske netværk ANTICIPATE, der vil anvende eksperimentelle langtidsprognoser på helt op til 46 dage. Målet er at kunne varsle komplekse ekstremhændelser, hvor flere klimatiske farer optræder samtidig.
Storme, hedebølger og andre ekstreme vejrfænomener bliver mere farlige, når de sker på samme tid eller hurtigt efter hinanden. Dagens vejrudsigter rækker sjældent længere end 10 dage frem og fokuserer typisk på én trussel ad gangen. Med ANTICIPATE håber forskere at ændre på dette billede.
Fokus på samtidige farer
Forskningsnetværket bliver det første fælleseuropæiske initiativ, som arbejder målrettet med længerevarende prognoser for flere samtidige farer.
Mere regnekraft i supercomputere forbedrer løbende vejrudsigterne, der både laves hyppigere, bliver mere præcise og finere i geografisk opløsning. ANTICIPATE skal på skuldrene af de modelmæssige landvindinger og kunstig intelligens fokusere på sammenfaldende farlige vejrhændelser – for eksempel stormfloder samtidig med langvarig regn over landområder. De bliver voldsommere og hyppigere i fremtiden, siger Morten Andreas Dahl Larsen, leder af enheden Ocean og Spredningsmodellering i DMI’s afdeling for Vejrforskning.
Læs også:
Klimaforandringer øger risikoen
Klimaændringerne har allerede medført, at ekstremvejr forekommer oftere og med større kraft. Samtidig rammes samfund i stigende grad af en kæde af katastrofer på én gang. Tørke kan eksempelvis føre til skovbrande, mens orkaner både kan udløse oversvømmelser og jordskred.
Trods dette findes der endnu ikke effektive systemer, som i tide kan varsle om sammensatte farer. Internationale organisationer som FN understreger vigtigheden af tidlige varsler, men påpeger, at der hidtil har manglet en samlet indsats til at forbinde de nødvendige forskningsfelter.
Mange af de store og relevante aktører inden for både forskning og udvikling samt ibrugtagelse i Europa er repræsenteret i ANTICIPATE, og flere kan komme med op til projektstart i september, siger Morten Andreas Dahl Larsen.
Samler ekspertise på tværs
Netværket bringer eksperter sammen inden for meteorologi, klima, katastrofehåndtering og kommunikation. Visionen er at udvikle et nyt varslingssystem, som ikke alene kan forudsige ekstreme vejrhændelser, men også hjælpe samfund med at håndtere konsekvenserne bedre.
Derudover skal projektet bidrage til at uddanne næste generation af meteorologer og formidlere, så befolkningen fremover står bedre rustet over for komplekse klimatiske trusler.
Støtte til FN’s mål
Initiativet falder sammen med FN’s program Early Warnings for All, der sigter mod, at hele verdens befolkning inden 2027 skal være dækket af tidlige varslingssystemer.
ANTICIPATE betegnes som et rettidigt bidrag til FN-målet og forventes både at understøtte programmet og sætte skub i udviklingen af varsler, der tager højde for flere samtidige farer. Netværket bygger videre på eksisterende internationale projekter og skal styrke samarbejdet mellem europæiske forskningsmiljøer og beredskabsmyndigheder.
Målet er, at ny viden og bedre koordinering skal give samfund flere ugers forspring til at forberede sig – og dermed mindske skaderne – når vejret for alvor viser sine kræfter.
Læs også: