Alarm 112

Toldstyrelsen afslører farligt fyrværkeri: 15 krysantemumbomber skjult i pakke

En rutinemæssig stikprøvekontrol hos en pakkevirksomhed i Østjylland i starten af september udviklede sig til et alvorligt fund. Toldstyrelsen opdagede en pakke, der indeholdt hele 15 krysantemumbomber. Politiet blev straks tilkaldt, og pakken er nu overdraget til Østjyllands Politi, som efterforsker sagen nærmere.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 16. september 2025

En rutinemæssig stikprøvekontrol hos en pakkevirksomhed i Østjylland i starten af september udviklede sig til et alvorligt fund. Toldstyrelsen opdagede en pakke, der indeholdt hele 15 krysantemumbomber. Politiet blev straks tilkaldt, og pakken er nu overdraget til Østjyllands Politi, som efterforsker sagen nærmere.

Stor risiko ved ulovligt fyrværkeri

Ifølge Toldstyrelsen er fundet endnu et eksempel på de farer, som ulovligt indført fyrværkeri kan medføre. Kontroldirektør i Toldstyrelsen, Jeppe Kjærgaard, understreger alvoren:

“Vi ser med stor alvor på, at der bliver sendt farligt fyrværkeri i pakker, da det er ekstremt farligt for vores medarbejdere og dem, der håndterer pakkerne samt for modtagerne, der ikke kan vide sig sikre på kvaliteten af indholdet. Dette fund understreger, at vores stikprøvekontroller er vigtige, når vi finder så mange styk fyrværkeri i en pakke,” siger han.

Han tilføjer samtidig en klar opfordring til borgerne:

“Ved at købe ulovligt fyrværkeri sætter man sit eget og ikke mindst andre menneskers helbred i fare. Fyrværkeriet kan være produceret uden hensyn til almindelige regler for produktsikkerhed, så vores opfordring er, at man bør vente, indtil de godkendte salgssteder åbner.”

Kraftig stigning i beslaglæggelser

Toldstyrelsen har i de seneste år oplevet en markant stigning i beslaglæggelser af ulovligt fyrværkeri. I 2023 blev der tilbageholdt 2.375 kilo, og ser man tilbage på perioden fra 2018 til 2022, er der sket en næsten femdobling fra 321 kilo til 1.859 kilo.

Ulovligt at indføre fyrværkeri

Reglerne er klare: Det er ulovligt som privatperson at indføre fyrværkeri til Danmark. Man må hverken tage fyrværkeri købt i udlandet med hjem eller bestille fra udenlandske og ikke-godkendte hjemmesider. Når Toldstyrelsen beslaglægger ulovligt fyrværkeri og overdrager det til politiet, kan sagerne føre til bødestraf – og i alvorlige tilfælde fængselsstraf.