Forbruger
Bilka i Paderup bliver en del af Salling Groups beredskab – 50 beredskabsbutikker skal oprettes frem mod 2028
Når Salling Group frem mod 2028 opretter 50 beredskabsbutikker, der kan holde åbent uden strøm eller forbindelse til omverdenen, får Randers en særlig plads. Bilka i Paderup i sydbyen er nemlig blandt de varehuse, der sikres til at kunne fungere som en af de landsdækkende nødbutikker
Det betyder, at borgere i Randers og omegn kan regne med fortsat adgang til basale dagligvarer i tilfælde af en større krisesituation.
Sikring af forsyningen
Salling Group fordeler beredskabsbutikkerne over hele landet, så op imod 80 procent af befolkningen har højst 50 kilometer til nærmeste butik. Bilka i Paderup bliver dermed et lokalt omdrejningspunkt for indkøb, hvis strømmen går, eller andre uforudsete hændelser rammer.
Administrerende direktør i Salling Group, Anders Hagh, understreger koncernens ansvar:
”Som landets største dagligvarekoncern har vi et naturligt samfundsansvar for at sikre, at vores kunder altid har adgang til de mest nødvendige dagligvarer i videst muligt omfang. Det er vores kerneopgave og et ansvar vi tager på os, og vi mener desuden, at det er rettidig omhu, at vi – ligesom andre lande – forbereder os på eventuelle krisesituationer, hvilket en god og konstruktiv dialog med ministeren for samfundssikkerhed og beredskab også har bekræftet os i. Vi håber ikke, det bliver nødvendigt, men skulle det ske, kan vores kunder regne med os.”
Læs også:
Klar til nøddrift
I dag er Bilka i Randers allerede udstyret med nødgenerator, der kan sikre driften ved strømsvigt. Generatoren vil blive gennemgået og eventuelt opgraderet, så den kan levere den nødvendige ydeevne.
Samtidig sikres det, at betaling fortsat kan ske både kontant og med betalingskort – også selvom forbindelsen til omverdenen er afbrudt.
Nødlager med basale varer
Som en del af beredskabet skal Bilka i Paderup opbygge et nødlager med essentielle varer. Det omfatter blandt andet drikkevand, konserves og andre basale produkter, som Beredskabsstyrelsen anbefaler.
Formålet er at sikre forsyning til hverdagen i en krisesituation – ikke at skabe rammer for storindkøb.
Del af et stærkere Salling Group
Ifølge Anders Hagh er indsatsen en udvidelse af det arbejde, koncernen allerede har sat i gang:
”På tværs af Salling Group har vi længe arbejdet på at styrke vores beredskaber på alle forretningskritiske områder, men nu accelerer vi arbejdet, så vi er klar til at hjælpe vores kunder under en potentiel krisesituation. Vi har et mål om at skabe et mere robust Salling Group – det gælder ikke kun finansielt, men så sandelig også på vores drift, som skal være klar til at stå imod uforudsete hændelser.”
Landsdækkende plan – lokalt udbytte
Salling Group er i gang med en omfattende analyse af hele sit butiksnetværk. Målet er, at Bilka, føtex og Netto tilsammen kan dække hele Danmark – også på brofaste øer.
For Randers betyder det, at sydbyens Bilka i Paderup bliver en del af et landsdækkende netværk, der kan holde Danmark forsynet, hvis en krise rammer.
Læs også: