Forbruger

Svindelstorm ramte sommeren: Bank advarer mod falske tilbud på nettet

Sparekassen Kronjylland har denne sommer oplevet en dramatisk stigning i antallet af falske webshops og phishing-kampagner, der forsøger at franarre borgere personfølsomme oplysninger. Tendensen vækker bekymring hos bankens fraud-team, der arbejder med at beskytte kunderne.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 11. september 2025

Sparekassen Kronjylland har denne sommer oplevet en dramatisk stigning i antallet af falske webshops og phishing-kampagner, der forsøger at franarre borgere personfølsomme oplysninger. Tendensen vækker bekymring hos bankens fraud-team, der arbejder med at beskytte kunderne.

”Vi har lige haft vores travleste sommer nogensinde,” fortæller Claus Høegh Poulsen fra Sparekassen Kronjylland.

I juli 2025 var antallet af sager, hvor sparekassen blev involveret på grund af svindel, steget med hele 250 procent i forhold til januar 2023.

Falske webshops og phishing dominerer

Ifølge Claus Høegh Poulsen har juli måned været den absolut travleste i sparekassens historie, når det gælder svindelsager.

”Det er særligt eksploderet i juli måned, hvor vi har haft vores absolut travleste måned nogensinde, når det kommer til svindelsager. Især har vi set en voldsom stigning i falske webshops og i phishing-kampagner. Det er fremgangsmåder, hvor svindleren enten får deres offer til at betale for varer, der slet ikke findes, eller opsamler oplysninger om betalingskort, MitID og koder, som de udnytter til at flytte penge fra offerets konto,” forklarer han.

Svindlerne bliver stadig dygtigere til at efterligne kendte sider og fremstå troværdige. Derfor understreger Sparekassen Kronjylland, at forbrugerne skal være særligt opmærksomme, når de handler online.

Råd til sikre netkøb

Claus Høegh Poulsen advarer om, at selv velkendte webshops kan være falske kopier.

”Når du handler på nettet, er det vigtigt, at du sikrer dig, at du er på en reel webshop. Selvom den ligner en side, du kender, kan det være svindel. Husk derfor at tjekke, om webadressen er den rigtige. Skal du handle på en side, du ikke på forhånd kender, så skal der lidt research til inden – tjek den for eksempel på Trustpilot, hvor du kan se andres erfaringer med siden. Du kan også undersøge, om webshoppen har nogle sociale medier, der ser pålidelige ud – altså at de har flere års historik med indhold, der vedrører de varer, de handler med,” siger han.

Falske konkurrencer og phishing

Phishing behøver ikke handle om webshops. Ofte skjuler svindlen sig i konkurrencer eller falske betalingsopkrævninger.

”De sociale medier er fyldt med falske konkurrencer og falske lodtrækninger om tiny houses, biler og alt muligt andet, der ”foræres væk”. Så har du en dag vundet, så start med at være kritisk. Svindlerne vil typisk bede dig trykke på et link, når du har vundet – det vil man ikke bede om i en ægte konkurrence. Man vil heller ikke bede dig betale et mindre beløb i fragt for en præmie – bliver du bedt om dét, bør dine advarselslamper derfor også blinke,” advarer Claus Høegh Poulsen.

Falske betalingsopkrævninger

I slutningen af august oplevede flere Nordlys-kunder at modtage falske SMS’er og mails med trusler om at få lukket for strømmen, hvis de ikke straks betalte via et link.

”Igen er der tale om et link, man ikke skal trykke på. Nordlys sender aldrig selv links ud, hvis man ikke har betalt sin regning,” understreger Claus Høegh Poulsen.