Kultur
Efterårssæsonen indledes med historisk foredrag i Helligåndshuset: 1864 som nationalt urtraume
Tirsdag den 16. september klokken 19.00 inviterer Randers Amts Historiske Samfund og Grænseforeningen Randers Mariagerfjord til sæsonens første arrangement i Helligåndshuset. Her vil historiker, ph.d. og forfatter Jens Lei Wendel-Hansen holde et foredrag om 1864 som nationalt urtraume.
Fokus på krigen og dens efterspil
Wendel-Hansen vil tage publikum med på en rejse gennem de dramatiske begivenheder omkring krigen i 1864, hvor Danmark stod over for Preussen og Østrig. Han stiller skarpt på skyldsspørgsmålet og de langsigtede konsekvenser af nederlaget.
”Publikum vil blive taget med på en rejse igennem 1864 nederlagets nationale traume helt fra fredsaftalens indgåelse samme år som en skæbnestund, og dens påvirkning af danskernes selvopfattelse og syn på Danmark; fra den urealistiske nationale selvovervurdering der efter 1864 markant ændredes til den mere realistiske nationale selverkendelse og redefinering, da Danmark gik fra helstat til en stærkt geografisk reduceret fornedret lilleputstat og langt ind i det 20. århundrede til opbygningen af demokratiet og velfærdsstaten undervejs.”
Læs også:
Fra 1864 til nutidens politiske debat
Foredraget vil ikke blot handle om 1800-tallets krig, men også trække linjer til nyere tid.
”Til debatten om samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig og efter 1945 med opgøret fra neutral og alliancefri stat til optagelse i Nato. Og efter 2001, til en mere fremherskende aktivistisk udenrigspolitik og frem til hvordan vi forstår Danmark som land i dag, hvor 1864 som tydelig referenceramme fortsat bruges som argument lige fra diskussionen om opførelse af en Storebæltsbro, til at legitimere beslutningen om at invadere Irak i 2003, til udflytning af statslige arbejdspladser og til at tage sig sammen i klimakampen. Hvordan skal vi forstå 1864 og hvad kan vi lære af det sviende nederlag og den fortsatte politiske kamp siden da? Og er de danske politikere overhovedet interesseret i, at vi kommer os over nederlaget?”
Forfatter med dyb indsigt
Jens Lei Wendel-Hansen har som postdoc ved Syddansk Universitet skrevet bogen De træer de drypper endnu, hvor han undersøger 1864-nederlagets erindringshistorie og betydning for dansk politik.
”Bogens titel er en henvisning til sangen Det haver så nyligen regnet, der oprindeligt var et digt skrevet af Johan Ottosen. Den blev et fælles fixpunkt for dansksindede sønderjyder der mellem 1864 nederlaget og frem til genforeningen var underlagt et restriktivt tysk styre, da Sønderjylland blev til det nordlige Tyskland. Og træerne, der blev ramt af regnen i 1864, de drypper og har dryppet lige siden.”
Praktiske oplysninger
Der tages som altid en symbolsk entré på 50 kroner, som inkluderer kaffe og småkager i pausen. Medlemmer kan deltage gratis. Alle er velkomne.
Adressen er: Helligåndshuset. Erik Menveds Plads 1. 8900 Randers C
Læs også: