Familie
Rekordopbakning til Mariager-Handest Veteranjernbane: Næsten 1500 tog turen til årets arrangement på ELRO Dagen
Lørdag den 6. september blev Mariager-Handest Veteranjernbane omdrejningspunkt for årets ELRO Dag. Med solskin, højt humør og masser af aktiviteter strømmede hele 1.454 gæster til – det største besøgstal nogensinde på en ELRO Dag.
Stor betydning for lokalsamfundet
Driftsbestyrer Frits Sørensen understreger, at arrangementet skaber værdi for både gæster og frivillige:
“Der er ingen tvivl om, at ELRO Dagene, sponsoreret af ELRO Fonden, gør en forskel for mange mennesker. Mange benytter sig af muligheden for at ‘afprøve’ noget, de måske ellers ikke ville vælge, og får dermed en både hyggelig og positiv oplevelse. Vores indtryk var, at alle havde en dejlig og oplevelsesrig dag, hvor både gæster og frivillige nød ELRO Dagen. Det er en fantastisk oplevelse.”
Læs også:
Tog, uniformer og tidsrejse
Veteranjernbanen havde gjort ekstra meget ud af dagen og præsenterede flere tidstypiske tog, der kørte i pendulfart mellem stationerne. Frivillige i originale 1950’er-uniformer sørgede for togdriften og skabte en autentisk atmosfære. Mange gæster benyttede muligheden for at stå af undervejs og prøve forskellige historiske togrejser.
Oplevelser på Handest station
På Handest station blev stemningen løftet yderligere af spillemandsgruppen Sigfreds Fodvarmere, mens Modeljernbaneklubben Gudenåen Randers imponerede med deres detaljerede udstillingsanlæg. Her kunne publikum opleve miniaturemodeller af kendte bygninger fra Randers samt nøjagtige gengivelser af historiske tog – til stor begejstring for både børn og voksne.
Smil på perronerne
ELRO Dagen bød på hyggelige togture, musikalske indslag, modeltog og masser af smil. De naturskønne omgivelser langs strækningen mellem Mariager og Handest dannede en stemningsfuld ramme for arrangementet, der blev mødt med begejstring fra både lokale, besøgende og de mange frivillige kræfter bag.
Taknemmelighed og fremtidshåb
Afslutningsvis udtrykker driftsbestyrer Frits Sørensen sin glæde over opbakningen:
“Vi er utroligt glade for at kunne være en del af ELRO Dagene, der bidrager til gode oplevelser i Kronjylland,” siger han og tilføjer:
“Vi er naturligvis også taknemmelige for ELRO Fondens donation – uden den ville det ikke være muligt at afvikle et så stort arrangement.”
Ser frem til næste gang
Mariager-Handest Veteranjernbane sender en varm tak til både ELRO Fonden, gæsterne og de mange frivillige, der gjorde dagen mulig. Foreningen håber nu på at kunne gentage succesen ved kommende arrangementer.
Fuldt hus i den røde skinnebus fra Scandia – Foto: Asger Christiansen
Læs også: