Politik
Nu får unge mulighed for at styrke fællesskabet gennem frivillig borgerpligt
Regeringen har netop præsenteret et nyt initiativ, der giver 500 unge fra hele landet mulighed for at deltage i en frivillig borgerpligt. Projektet har til formål at styrke unges oplevelse af medborgerskab og bidrage til sammenhængskraften i samfundet på tværs af sociale og geografiske skel.
Et nyt skridt for unges medborgerskab
Mange unge befinder sig i sociale fællesskaber, hvor de primært omgås andre, der ligner dem selv. Ifølge regeringen kan det medføre, at de går glip af vigtige erfaringer med forskellighed, som er afgørende for et levende demokrati og en fælles følelse af samhørighed.
Læs også:
Pilotprojekt starter i 2026
Den frivillige borgerpligt indføres som et pilotprojekt, der fra 2026 giver unge mellem 18 og 24 år mulighed for et fem måneders ophold. I løbet af perioden deltager de i aktiviteter inden for et af tre spor: natur og miljø, velfærd og ældre samt civilsamfund. Projektet skal afklare, om ordningen kan udvides i fremtiden.
Initiativet er inspireret af erfaringer fra lande som Sverige, Tyskland og Frankrig, hvor lignende ordninger for unge allerede eksisterer.
Minister: Mødet med andre er afgørende
Ældreminister Mette Kierkgaard understreger betydningen af det nye tiltag:
– Det er i mødet med andre, at vi for alvor lærer, hvad det vil sige at være en del af det danske samfund. Det kræver så til gengæld, at vi ikke kun omgås mennesker, der ligner os selv, men også møder dem, der er vokset op under andre betingelser eller i andre landsdele end os selv – eller som er født i en anden generation. Det udfordrer vores blik på os selv og på verden omkring os. Og det er enormt vigtigt.
Hun peger særligt på samspillet mellem unge og ældre:
– Mødet med andre kender ingen alder. Derfor glæder jeg mig ikke mindst over, at vi med et af sporene understøtter mødet mellem unge og ældre. For nogle kan borgerpligten måske endda blive et springbræt til at gå nye veje og beskæftige sig med noget, de ikke havde haft fantasi til at forestille sig inden.
Organisering og indhold
Borgerpligten forankres i et sekretariat under Ældreministeriet, som får ansvaret for at udvikle og lede projektet.
De unge deltagere vil modtage en ydelse svarende til SU-niveau. Nogle vil blive tilbudt fuld indkvartering, mens andre vil få delvis indkvartering. Udover de praktiske opgaver lægges der vægt på dannelsesaktiviteter, der skal styrke både personlig udvikling og fællesskabsfølelse.
Indholdet spænder fra skovrejsning og friluftsliv i natursporet til sociale aktiviteter på plejehjem i velfærdssporet og opgaver i varmestuer eller genbrugsbutikker i civilsamfundssporet.
Fakta om borgerpligten
- Pilotprojektet løber i perioden 2026-2027.
- Hvert år optages 500 unge i alderen 18-24 år.
- Opholdet varer fem måneder og kombinerer samfundsopgaver, fælles indkvartering og dannelsesaktiviteter.
- Deltagerne modtager en ydelse svarende til SU.
Læs også: