Nyheder

Millionpulje skal løfte borgerdrevne butikker og forskningen i landdistrikterne

Landdistriktspuljens 2. ansøgningsrunde for 2025 er åbnet

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 24. august 2025

Minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin, åbnede i går anden ansøgningsrunde af Landdistriktspuljen 2025. Med en samlet ramme på ca. 23 mio. kr. er målet at understøtte liv, udvikling og sammenhængskraft i de danske landdistrikter og på de små øer.

Puljen fordeles på følgende projekttyper:

  • 13,5 mio. kr. til udviklingsprojekter
  • Ca. 2,7 mio. kr. til projekter på de små øer
  • Ca. 4 mio. kr. til borgerdrevne dagligvarebutikker
  • 3 mio. kr. til forskningsprojekter

Ministerens udmelding

Minister Morten Dahlin understreger betydningen af puljen for hele Danmark:

Kort sagt er det vigtigt for både mig og regeringen, at man kan bo, arbejde og leve i hele Danmark. I det arbejde er Landdistriktspuljen et effektivt og enkelt værktøj til at opnå dette lokalt. For udviklingsprojekternes vedkommende ønsker jeg i denne runde særligt at sætte fokus på de vækstmuligheder som findes i vores havneområder i landdistrikterne. For der er et stærkt potentiale for nytænkning, hvis vi forstår at tænke vores maritime områder ind i udviklingen.

Fokus på havneområder

I denne ansøgningsrunde vil der blive sat et særligt fokus på maritime udviklingsprojekter. For at understøtte dette har Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen besluttet, at maritime projekter får ét ekstra point i vurderingen. Dermed bliver havneområdernes muligheder for udvikling prioriteret, samtidig med at øvrige projekttyper fortsat kan søge på lige fod.

Udvalget bag vurderingen

Det er Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen, der står for vurderingen af ansøgningerne. Udvalget består af Nynne Friis (formand), Tyge Mortensen, Birgitte Nielsen og Helle Breindahl.

Ansøgningsfrist

Ansøgninger til Landdistriktspuljens 2. ansøgningsrunde for 2025 skal være modtaget af Plan- og Landdistriktsstyrelsen senest torsdag den 9. oktober kl. 15.00.