Kultur

Scandia Museet åbner i morgen – udstillingen fortæller historien om byens ikoniske togfabrik

I morgen, lørdag den 23. august kl. 12.00, gives der adgang Scandia Museet officielt dørene op i Randers. Dermed får byen et nyt museum, der skal bevare og formidle historien om togfabrikken Scandia – en virksomhed, som i mere end 150 år var en central del af både byens og Danmarks jernbanehistorie.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 22. august 2025

Et museum skabt af tidligere ansatte

Bag museet står foreningen Scandia Museet, som blandt andet består af tidligere ansatte på togfabrikken. Foreningen har i flere år arbejdet på at indsamle genstande, billeder og fortællinger, der tilsammen giver et levende indblik i fabrikkens betydning.

Scandia blev grundlagt i 1861 og var i generationer en af Randers vigtigste og største arbejdspladser. Fabrikken lukkede i 2017, men mange af de gamle medarbejdere og lokale kræfter ønskede at bevare historien for kommende generationer.

Udstilling i containere på Kulturtorvet

Den nye udstilling kan opleves i to containere, som er placeret på Kulturtorvet i Sporbyen – ved siden af Kaffeagenterne. Her kan besøgende året rundt få indblik i fabrikkens udvikling fra 1800-tallet og frem til lukningen.

Udstillingen er skabt i samarbejde med Museum Østjylland, som også bidrager til formidlingen. Skulle foreningen Scandia Museet en dag blive opløst, vil museet og samlingen blive doneret til Museum Østjylland.

Støtte fra fonde og foreninger

Projektet har modtaget økonomisk støtte på omkring en million kroner fra flere fonde og organisationer. Blandt bidragyderne er Norlys Vækstpulje, Nordea-fonden, Lemvigh-Müller Fonden, Thomas B. Thriges Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt J. Ødums Eftf.

”Pigen i blæst” vender tilbage

Et særligt klenodie, som mange randrusianere vil huske, får også plads ved museet. Skulpturen ”Pigen i blæst” stod i 56 år foran fabrikkens indgang, men har de seneste år været på depot. Nu vender hun tilbage og bliver placeret foran det nye museum.

Fri adgang fra lørdag

Adgangen til Scandia Museet er gratis. Officiel åbning finder sted lørdag kl. 12.00, og herefter kan museet opleves året rundt. Tilkørselsadressen er Udbyhøjvej 66, hvor der er skiltning til området.

Foreningen bag museet håber, at det bliver et samlingspunkt for både tidligere medarbejdere, jernbaneinteresserede og byens borgere – og et sted, hvor historien om en af Randers vigtigste arbejdspladser kan leve videre.