Alarm 112

Politi efterlyser vidner til voldeligt overfald i Randers midtby

Østjyllands Politi efterlyser vidner til et overfald ved busterminalen på Dytmærsken

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 21. august 2025

Østjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp til at opklare en voldsepisode, der fandt sted tidlig torsdag morgen den 14. august i taxakøen ved busterminalen på Dytmærsken i Randers C.

Slagsmål i taxakøen

Klokken 05.29 fik politiet en anmeldelse om slagsmål på stedet. Da patruljerne nåede frem, var både gerningsmand og den forurettede forsvundet, og der var ingen tilstedeværende, der kunne give nærmere forklaring om episoden.

Politiet har siden gennemgået overvågning fra området. På videoen ses en mand give en anden mand en lussing og derefter slå ham flere gange i ansigtet med knytnæveslag. Flere personer forsøgte ifølge optagelserne at stoppe overfaldet, og flere vidner var til stede.

Den forurettede er ikke stået frem

Indtil videre har hverken den mand, der blev overfaldet, eller andre vidner til episoden kontaktet politiet. Det er derfor uklart, hvor hårdt den forurettede blev ramt, eller om han har fået behandling for sine skader.

Politiet understreger, at både vidneforklaringer og oplysninger fra den forurettede selv kan være afgørende for efterforskningen.

Signalementer af parterne

Den forurettede beskrives som en yngre mand iført en lys skjorte, blå jeans og sorte sko.

Gerningsmanden beskrives som en mand i 30’erne med tatoveringer på hals, arm og ben. Han var iført en lys trøje, mørke, lange shorts og sorte sko.

Politiet beder om hjælp

Østjyllands Politi opfordrer alle, der overværede episoden, eller som har andre oplysninger i sagen, til at henvende sig.

Man kan kontakte politiet på telefon 114.