Nyheder

Fra styrt til guld: Ung vandskiløber med blandede oplevelser ved de seneste meterskaber

Den unge vandskiløber Oscar Domino har haft en sommer fyldt med store oplevelser på vandet. Senest deltog han i Open EM i Østrig, hvor konkurrencen blev en hård prøvelse.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 21. august 2025

Af forskellige omstændigheder og jetlag fandt Oscar aldrig helt sit niveau i de tre discipliner – slalom, trick og hop.

Værst gik det i hop, hvor han styrtede voldsomt og efterfølgende opdagede, at hans helt nye hopski var brækket.

“Selv flere forsøgte at hjælpe Oscar, som havde mod på at komme på vandet igen, lykkes det ikke at finde ud af noget der kunne bruges. Open EM ser Oscar tilbage på som en stor oplevelse og med erfaringer til kommende senere brug,” lyder det fra Oscar.

Han håber nu, at den amerikanske producent Ron Goodman hurtigt kan få fremstillet et nyt sæt hopski og sende dem til Europa.

Succes ved Danmarks Mesterskaberne

Kort efter var Oscar til start ved Danmarks Mesterskaberne i Vallensbæk, hvor situationen blev en helt anden. Her fik han muligheden for at låne et par hopski af Philip Meldgaard, der i øjeblikket holder pause fra sporten.

“Til DM var Oscar så heldig at kunne låne hopski at en løber som pt holder pause og sikke et held for Oscar og en flot gestus af dygtige Philip Meldgaard,” fremgår det.

Med det lånte udstyr leverede han sit bedste slalomløb til dato, satte personlig rekord i trick og fik solide hopresultater. Indsatsen blev belønnet med flere medaljer, heriblandt kombineret guld i både U21- og Open-kategorien.

Klubkammerat tilbage efter skade

Også Oscars klubkammerat, Johannes Chleve, markerede sig stærkt ved mesterskaberne. Efter en længere skadespause vendte han tilbage med personlige rekorder i både slalom og hop.

“Johannes Chleve lavede personlig bedste i både slalom og trick ved DM, så var det en tilfreds herre der drog fra Vallensbæk mod Jylland i søndags med to guldmedaljer,” står der om Johannes Chleve, der stiller op i U14-rækken.

Klar til U21-EM og VM

Efter de nationale mesterskaber har Oscar nu kurs mod nye udfordringer. I disse dage deltager han i U21 EM i Wien, et mesterskab han længe har set frem til. Kort efter venter endnu en stor udfordring, når han rejser videre til Italien for at stille op ved Open VM.

“Her efter går turen videre til Italien til Open VM som bliver afslutningen på mange uger fyldt med rejser, træning, op og ned ture store mesterskaber, men vigtigst af alt, uger fyldt med gensyn med gode venner, trænere, sjov og ballade og en opbakning hjemmefra Mariagerfjord, der kan mærkes uanset hvor man er i verden,” lyder det fra teamet bag Oscar Domino.