Alarm 112

Røg fra stor brand i affaldsbunker på Hadstenvej mærkes fortsat i Randers Syd – Opdatering fra myndighederne

Myndighederne opfordrer borgere til at holde sig indenfor, lukke vinduer og kontakte læge ved symptomer.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 20. august 2025

Brand på Hadstenvej siden fredag

Fredag eftermiddag brød der brand ud i flere affaldsbunker på et affalds- og genbrugssorteringsanlæg på Hadstenvej i Randers SV. Branden har siden da givet kraftig røgudvikling i området.

Brandfolk fra Beredskab & Sikkerhed arbejder fortsat med slukning på stedet, hvor de får assistance fra Beredskabsstyrelsen. Ifølge Østjyllands Politi er der onsdag morgen endnu ikke en sikker tidshorisont for, hvornår arbejdet kan afsluttes.

Røgen påvirker borgere og trafikken

Vejrforholdene mandag og tirsdag har betydet, at røgen har lagt sig lavt over Randers. Det har givet en række henvendelser fra borgere, som oplever gener.

Myndighederne anbefaler derfor, at man søger indenfor, lukker vinduer og døre samt slukker for ventilationen, hvis man bliver generet af røgen.

Kontakt læge ved symptomer

Flere borgere har rettet henvendelse til politiet om sundhedsgener, og Østjyllands Politi understreger, at man bør kontakte sin læge, hvis man oplever symptomer efter at have opholdt sig i røgen.

Følg med i myndighedernes opdateringer

Myndighederne holder løbende øje med situationen, herunder vindretning og udviklingen af røgen. Der kan komme nye anbefalinger, hvis det vurderes nødvendigt.

Borgerne opfordres til at følge med på politi.dk, Østjyllands Politis profil på X samt på randers.dk