Nyheder

Fuld fart på Grand Prix Danmark: Motorsport, familiehygge og stjerneskud på Jyllandsringen

Når FDM Jyllandsringen i weekenden byder indenfor til Grand Prix Danmark, bliver der noget for både store og små.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 19. august 2025

Tradition og spænding på Jyllandsringen

Grand Prix Danmark har i flere årtier været et højdepunkt på den danske løbskalender, og der bliver smæk for skillingen, både på og uden for banen, når Danish Supercar League skruer op for racerløb og feststemning på den midtjyske racerbane.

I TCR Denmark og Super GT-mesterskaberne nærmer sæsonen sin afslutning, og her er lagt op til intense dueller for at sikre de afgørende point til mesterskabet.

I TCR Denmark er den tyske touringcar-specialist Mike Halder i front foran den unge Malte Ebdrup, mens tidligere sæsoners dominerende favorit, Kasper H. Jensen, er henvist til tredjepladsen. Halder har historisk været stærk på FDM Jyllandsringen, så både Ebdrup og Jensen skal yde deres ypperste for at fravriste tyskeren vigtige point.

Også i Super GT er der tæt i toppen, hvor Nicolai Nygaard Pedersen fører foran de to erfarne kørere, Martin Andersen og Gustav Birch. Især Viborg-køreren Martin Andersen har tidligere kørt mange topresultater hjem på sin hjemmebane, men konkurrencen er tæt i Super GT, så han skal ikke føle sig for sikker på en sejr.

Legends, vilde sportsvogne og et ægte stjerneskud

Som altid er Legend Car-feltet blandt Grand Prix Danmarks mest publikumsvenlige indslag. De små racerbiler er altid garanti for vildt ræs med overhalinger og hæsblæsende manøvrer, og det bliver ikke anderledes i denne weekend. Der bliver fart over feltet fra første omgang!

I både Formula GT Challenge og Special Saloon Car bliver der noget at drømme om, når et væld af sportsvogne og eksotiske racerbiler bliver sluppet løs på banen. Special Saloon Car-klassen byder på alt fra øverste hylde hos Ferrari, Lamborghini og Porsche – for ikke at tale om særlige, hjemmebyggede biler.

På deltagerlisten finder man også et ægte stjerneskud. Den 21-årige Team Peugeot TotalEnergies Hypercar-kører Malthe Jakobsen stiller op for STEP Motorsport i en Radical SR3. Publikum kan se frem til at følge ham, når han tager kampen op mod de brutale GT-racere i den lille og hurtige prototype. Mød Malthe Jakobsen og de andre racerkørere til Grid Show inden søndagens finaleheat.

Biludstilling og aktiviteter for de mindste

Uden for banen er der også nok at se på. Flere bilmærker har meldt deres ankomst og viser deres nyeste modeller frem, så de besøgende kan få en fornemmelse af, hvad næste investering kunne være.

De yngste kan glæde sig til aktivitetsteltet, hvor der er mulighed for at tegne og bygge med LEGO. Desuden står Børnenes Trafikskole klar med Bamse Betjents Politiskole, hvor man kan få sit første kørekort.

Løbene ved Grand Prix Danmark på Jyllandsringen køres søndag fra klokken 10.00. Billetter kan købes ved indgangen eller på fdmjyllandsringen.dk.