Forbruger

Størstedelen af danskerne ønsker opgør med hverdagens afgifter

En ny befolkningsundersøgelse viser, at syv ud af ti danskere ønsker at afskaffe afgifterne på kaffe og/eller chokolade og slik. Bag undersøgelsen står analyseinstituttet Norstat, der har gennemført den for De Samvirkende Købmænd (DSK). Resultaterne peger på et bredt ønske om lavere priser i dagligvarebutikkerne og mindre grænsehandel.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 15. august 2025

Ifølge DSK’s administrerende direktør, Jannick Nytoft, er afgifterne en mærkbar belastning for forbrugerne. ”Afgifterne kan mærkes, når danskerne køber ind til hverdagen, og det skubber til grænsehandlen. Dertil kommer, at mange af afgifterne medfører et enormt bureaukrati i dagligvarehandlen. Man slår mange fluer med et smæk ved at rydde op i dem,” siger han.

Lavere fødevaremoms som mulig løsning

Undersøgelsen viser også, at næsten to ud af tre danskere mener, at en lavere moms på fødevarer vil være et velegnet redskab til at bremse prisstigningerne. Danmark skiller sig ud i europæisk sammenhæng ved både at have chokoladeafgift og fuld moms på fødevarer.

”Danmark er de eneste land i Europa med en afgift på fredagshygge – chokoladeafgiften. Og det eneste land i Europa, der ikke har en reduceret moms for fødevarer. Det kan ikke undgå at sætte sig i prisniveauet, og det er der mange, der mærker for tiden,” siger Jannick Nytoft.

Begrænset effekt på forbruget

Et af de hyppige argumenter for at opretholde afgifter på usunde varer er frygten for øget forbrug. Men ifølge undersøgelsen tror færre end hver femte dansker, at en afskaffelse af afgifterne vil føre til, at de køber mere slik eller kaffe. Denne opfattelse er mest udbredt blandt de yngre aldersgrupper.

Samtidig svarer en stor del af de adspurgte, at færre afgifter vil reducere deres lyst til at grænsehandle, hvilket ifølge DSK kan være en økonomisk gevinst for danske butikker.