Dødsfald

Dødsfald – Danmark har mistet en af sine store formidlere

Lægen, psykiateren og tv-personligheden Peter Lund Madsen er død, 65 år gammel. Det oplyser hans familie til Ritzau.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 11. august 2025

Peter Lund Madsen var søndag på vej på cykel fra Havnsø til København, da han tilsyneladende fik et ildebefindende.

Fundet livløs ved landevej

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi modtog politikredsen søndag klokken 16.55 et alarmopkald fra en 46-årig mand, som var kommet cyklende i nordøstlig retning på en cykelsti på Landevejen, hvor han opdagede en cykel i grøften.

“Da han kom tættere på, opdagede han, at der sammen med cyklen lå en mand i grøften, som var livløs.”

Den 46-årige ringede 112 og fik tilkaldt hjælp fra en mand, der kørte forbi i en traktor. Et ægtepar standsede også op og hjalp til.

“Sammen fik de reddet den livløse mand op af grøften og påbegyndte hjerte-lunge-redning. Kort efter ankom politi og en ambulance til stedet og overtog behandlingen af manden, der sandsynligvis har fået et ildebefindende, mens han cyklede på cykelstien.”

Området blev afspærret, og den livløse mand blev afhentet af en helikopter og fløjet til Rigshospitalet. Han blev erklæret død ved ankomsten.

Familien i sorg

Familien – der omfatter journalisten og lillebroren Anders Lund Madsen – har bedt pressen om at vise hensyn.

“Familien er i dyb sorg og beder pressen om at vise hensyn og undlade at kontakte efterladte og pårørende i de kommende uger.”

En formidler af hjernens mysterier

Peter Lund Madsen specialiserede sig som læge i hjernen og opnåede en doktorgrad for sine studier af hjernens blodomløb og forandringer ved forskellige bevidsthedsniveauer.

Han blev kendt under navnet HjerneMadsen efter en række tv-udsendelser på DR2 i 1998, hvor han formidlede komplekse videnskabelige emner på en letforståelig og underholdende måde. Senest tv-optræden var i TV2 programmet “Spillet”

Siden har han medvirket i adskillige radio- og tv-programmer, herunder radioprogrammet Hjernekassen på P1. Det seneste afsnit udkom tirsdag i sidste uge.