Kultur

Randers Bibliotek danner ramme om kreativ kamp mod ensomhed

Frem til mandag den 18. august kan besøgende på Hovedbiblioteket i Randers opleve det fællesskabende kunstværk “Vi lapper ensomheden sammen”. Projektet er sat i gang af foreningen HUSRUM, hvor borgere fra hele landet – heriblandt Randers – har bidraget med hæklede og strikkede lapper som symbol på sammenhold i kampen mod ensomhed.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 10. august 2025

Et projekt med plads til alle

Ved caféområdet på biblioteket hænger syv farverige garn-guirlander, dekoreret med små kort med personlige tekster. På et af dem står der: “Er du ensom, da tag mig i hånden.”

Lapperne er skabt på workshops, blandt andet på Randers Bibliotek, hvor deltagerne frit har designet ud fra deres egne tanker om ensomhed og fællesskab. Teksterne på kortene er skrevet af de samme personer, der har stået for håndarbejdet.

“En del af lapperne er hæklet eller strikket til kreative workshops – blandt andet på Randers Bibliotek. Hver enkelt kunstner har selv designet sit bidrag ud fra, hvad vedkommende forbinder med ensomhed eller fællesskab. Teksterne på de små kort, der er fastgjort på lapperne, er også skrevet af de kreative personer,” fortæller Rebekka Riisager, frivilligkoordinator i HUSRUM.

HUSRUM – et fællesskab for unge

Workshoppen i Randers er en del af “CraftKomSammen”, et initiativ HUSRUM har afholdt i flere byer, blandt andet Aarhus, Esbjerg, Silkeborg, Horsens og Skanderborg.

HUSRUM er et frivilligdrevet fællesskab for unge mellem 16 og 30 år, der oplever ensomhed eller psykisk sårbarhed. Foreningen tilbyder aktiviteter og netværk, og interesserede kan læse mere på husrum.dk.

Kunst i kontrast

Værket kan opleves helt tæt på, men også fra gaden gennem bibliotekets store vinduer.

“Værket, der både kan opleves helt tæt på og ses fra gaden, giver et kontrastfyldt sammenspil imellem betonens hårdhed og stringente repetition mod garnets blødhed og organiske bevægelse,” siger Maya Brahms Koch, indretningsarkitekt på Randers Bibliotek, der har stået for ophængningen.

“Vi lapper ensomheden sammen” kan ses frem til og med uge 33 på Hovedbiblioteket i Randers.