Forbruger
426.000 pakker forfalsket medicin afsløret – sådan ser forskere forskel på identiske piller
Et unikt kemisk fingeraftryk i lægemidler kan snart blive våbenet mod forfalsket og stjålet medicin. Forskere fra Københavns Universitet har vist, hvordan selv identiske tabletter kan spores tilbage til deres oprindelsessted – helt ned til den konkrete fabrik.
Forskere kan nu identificere lægemidler helt ned til fabrikken
Kriminelle netværk i Europa handler i stigende grad med ulovlig medicin – og omfanget vokser. I en storstilet operation i 2024 beslaglagde EU-agenturer over 426.000 pakker med forfalsket medicin til en samlet værdi på 83 millioner kroner. Men nu ser et effektivt modtræk ud til at være på vej.
Et nyt studie fra Københavns Universitet – lavet i samarbejde med Stanford University – viser, at lægemidler har et helt unikt kemisk fingeraftryk, der gør det muligt at identificere, hvor medicinen er produceret. Selv tabletter, der ligner hinanden fuldstændig, kan spores ned til det enkelte produktionsanlæg.
(foto: Adobe)
Læs også:
Fingeraftryk baseret på naturens egne byggesten
Forskerne har undersøgt lægemidlet ibuprofen, men pointerer, at teknologien kan bruges på alle slags medicin. Den hemmelige nøgle ligger i stabile isotoper – naturlige varianter af grundstofferne karbon, hydrogen og oxygen, som er en del af alle organiske materialer.
Fordi mange lægemidler laves af stoffer med planteoprindelse – som majsstivelse eller cellulose – indeholder de isotopsammensætninger, som afslører, hvor de kommer fra.
“Isotopsammensætningen af et plantestof er bestemt af hvor i verden de er fra, hvilken type vand de har fået, og hvilken type fotosyntese de laver,” forklarer lektor Stefan Stürup fra Institut for Farmaci.
Denne kemiske signatur er så præcis, at man ikke bare kan identificere hvilket land et stof kommer fra – men helt ned til fabrikken, hvor det er produceret. Det gør det muligt at dokumentere, hvis stjålet medicin bliver ompakket og forsøgt solgt videre.
(foto: AI)
Kan afsløre forfalskninger på få timer
Postdoc Else Holmfred, som står bag det nye studie, arbejder nu videre med data, der viser, hvordan teknologien allerede kan afsløre konkrete eksempler på forfalskede lægemidler.
“Vi kan simpelthen se, at den forfalskede medicin har et markant andet isotopaftryk end medicinen fra producenten,” siger hun.
Fordelen ved metoden er, at den både er præcis og hurtig. Har man adgang til det rette laboratorieudstyr, kan 50 medicinprøver analyseres på omkring et døgn. Det åbner op for, at metoden kan anvendes i stor skala – eksempelvis ved grænsekontrol, toldinspektion eller i medicinalindustrien selv.
Læs også: