Erhverv
Nu venter der godt høstvejr – Optimisme i landbruget med forventninger om over middel høstår
Efter en uge med ustadigt sommervejr, som har sat en midlertidig stopper for mejetærskernes arbejde, ser det nu endelig ud til, at vejrguderne igen er med de danske landmænd. Prognoserne lover tørt og solrigt vejr, hvilket betyder, at høsten for alvor kan komme i gang – og ifølge DLG er timingen perfekt.
DLG forventer over middel høstår
Hos DLG melder man alt klart og udtrykker optimisme for årets høstudbytte. Anders Jeppesen Jensen, Head of Agriculture Denmark i DLG Group, ser med positive øjne på både vejrudsigten og kvaliteten af afgrøderne.
”Vi er klar, og tror på en god høst. Prognoserne for udbytterne er gode. Efter to høstår under middel, så tror vi i DLG på, at i år bliver et over middel år. Det er godt for landmændene, DLG og for samfundsøkonomien,” siger han.
På nuværende tidspunkt har DLG modtaget cirka 25 procent af det samlede forventede udbytte. Med det gode vejr i vente, regner man med, at langt størstedelen af høsten vil blive bragt ind i løbet af den kommende uge.
Læs også:
Travlhed i vente over hele landet
Det gode høstvejr betyder også travlhed på DLG’s modtageanlæg, hvor man forbereder sig på, at landmændene nu for alvor begynder at køre korn ind i stor stil. Karsten Espensen, Segmentdirektør Nord, understreger, at man er klar til at tage imod.
”Det kommer til at betyde travlhed overalt. Vi er godt forberedte, og vi har prøvet det før. Det her er højtiden i et andelsselskab som DLG, og vi glæder os,” siger han.
Effektiv eksport fra Masnedø
Ikke alene skal kornet modtages – det skal også hurtigt videre ud i verden. På havnen ved Masnedø syd for Sjælland bliver der i disse dage lastet hele 30.000 tons hvede på et fragtskib med en imponerende hastighed på 1.000 tons i timen.
Henrik Kløve, Segmentdirektør Øst i DLG, fremhæver logistikken som en afgørende styrke:
”Vi flytter enorme mængder korn i DLG. Skibet i Masnedø er et godt eksempel på, hvad vi kan med den volumen, som vi som andelsselskab har opbygget, og det betyder, at vi hurtigt og effektivt kan eksportere store mængder afgrøder til udlandet,” siger han.
Tidlig start i Sønderjylland
I Sønderjylland kom høsten i gang tidligere end normalt. Allerede den 30. juni blev det første læs korn leveret til en DLG-lokation ved Broager – ti dage tidligere end sædvanligt. Det har sat gang i en lang og intensiv høstperiode i den sydlige del af landet.
Mogens Andresen, Segmentdirektør Syd, fortæller:
”Vi kom tidligt i gang i det sønderjyske, men vi mangler stadig store mængder. Det glæder vi os til at tage fat på i de kommende dage. Personalet er klar til at yde den ekstraordinære indsats, som er en forudsætning for at få høsten i hus,” siger han.
Håb om høst over normalen
Til sammenligning med tidligere år er der håb om et høstår, der kan nærme sig eller overstige det normale niveau. I 2023 blev den samlede danske høst opgjort til 7,1 millioner tons, og i 2024 nåede man 7,6 millioner tons. Et såkaldt normalt høstår ligger over 9 millioner tons.
Med godt vejr og gode afgrøder ser det ud til, at 2025 kan blive året, hvor de danske landmænd igen kommer tæt på eller over gennemsnittet.
Læs også: