Nyheder
Lokal roer imponerede ved U23-VM med stærk præstation i indledende heat – nu venter kvartfinalerne fredag
Den 21-årige August Wisholm fra Hadsund Roklub sikrede sig torsdag formiddag en billet til kvartfinalerne ved U23-VM i roning, der i år afvikles i polske Poznan.
Skidt start – super stærk afslutning
I mændenes singlesculler var konkurrencen hård fra første tag. Efter de første 500 meter lå August på en femteplads, men derefter satte han tempoet op og viste sin styrke. På den anden 500 meter havde han den højeste fart i feltet og avancerede til en tredjeplads halvvejs efter den ungarske roer og den svenske sølvvinder fra sidste års U23-VM.
For at være sikker på at gå videre til kvartfinalerne skulle August mindst blive nummer to – og det lykkedes.
”Jeg kunne mærke, at jeg kom nærmere og nærmere på den ungarske roer. I løbet af den tredje 500 meter kom jeg forbi og lå nu på andenpladsen efter svenskeren,” fortæller August Wisholm.
Den engelske kommentator ved stævnet lagde også mærke til den kraftige afslutning: “August Wisholm har virkelig formået at holde sit krudt tørt til det var nødvendigt at fyre det af.”
Læs også:
Lokale håb i internationalt felt
August Wisholm repræsenterer Danmark i mændenes singlesculler – en af de mest konkurrenceprægede bådklasser med hele 29 deltagere fra blandt andet Sverige, Tyskland, Italien, New Zealand og Japan.
U23-VM finder sted på Lake Malta i Poznan, og kvartfinalerne roes fredag. Her skal August igen præstere på højt niveau. En placering i top 3 er nødvendig for at komme videre til semifinalerne.
Stærk sæson giver optimisme
August har i foråret og sommeren 2025 deltaget i flere regattaer både i Danmark og udlandet. Blandt højdepunkterne er en sejr ved Ratzeburg Regattaen i Tyskland og en stærk indsats ved Holland Beker i Amsterdam, hvor han roede mod OL-finalister fra Paris.
Uanset udfaldet af fredagens kvartfinale er U23-VM endnu et vigtigt skridt i Augusts udvikling som en af Danmarks mest lovende unge roere.
Læs også: