Nyheder
Universitetshospital opfordrer til brug af cykelhjelm – Kan halvere risikoen for hjerneskader
Odense Universitetshospital (OUH) slår i et nyere opslag på Facebook fast, hvor vigtigt det er at bruge cykelhjelm, når man bevæger sig ud i trafikken. Budskabet kommer i kølvandet på nye analyser og en norsk rapport, der viser markante gevinster ved at spænde hjelmen.
Cykelhjelmen kan halvere risikoen for hjerneskader
I opslaget fra OUH fremhæves det, at en cykelhjelm kan have livsvigtige konsekvenser:
”Vidste du, at en cykelhjelm kan halvere risikoen for hjerneskader og reducere hovedskader med 25 %? Det er derfor ikke bare noget du tager på hovedet, det er også den smarteste beslutning du kan tage før du sætter dig op på cyklen”
Selv om nogle stadig tøver med at tage hjelmen på af hensyn til udseendet, understreger hospitalet, at det i dag er lettere end nogensinde at finde en hjelm, der både beskytter og passer til ens stil:
”Vi ved det godt … cykelhjelmen gør måske ikke noget godt for udseendet – Med de mange designs og farver, der findes nu, er det lettere end nogensinde at finde en hjelm, som passer til dig. Bare husk: Den skal være CE-mærket, så du er sikker på, at den lever op til standarden”
Læs også:
Alarmerende ulykkestal på Fyn
På Fyn alene er mere end 16.000 personer kommet til skade i cykelulykker de seneste år. Ifølge OUH havde kun halvdelen af dem hjelm på. I opslaget opsummeres tre centrale pointer:
”Tre hurtige, du skal vide:
- På Fyn alene er over 16.000 kommet til skade i cykelulykker de seneste år – kun halvdelen havde hjelm på.
- En cykelhjelm holder op til 10 år, hvis du passer godt på den – men den skal skiftes efter et hårdt slag.
- Vores klare anbefaling: Brug hjelm – uanset alder, stil eller rute. Dit hoved er det hele værd.
Så næste gang du hopper på cyklen – gør det med hjelm på”
Forskning bakker anbefalingen op
En analysegruppe på Odense Universitetshospital henviser desuden til en norsk rapport fra Transportøkonomisk Institutt i Oslo, som er omtalt i Jyllands-Posten. Rapporten dokumenterer, at cykelhjelmen kan reducere risikoen for hovedskader betydeligt og mindske dødeligheden i forbindelse med ulykker.
”Den norske rapport viser, at cykelhjelmen kan halvere cyklisters risiko for hovedskader og for at dø i en ulykke,” skriver mediet.
Derudover peger rapporten på, at risikoen for skader i ansigtet falder med cirka 25 procent. Forskerne bag konklusionen har gennemgået i alt 83 videnskabelige studier af cykelulykker.
Flere børn end voksne bruger hjelm
Ifølge de nyeste tal fra Rådet for Sikker Trafik er der stadig en stor forskel i, hvor mange der spænder hjelmen.
”Ifølge Rådet for Sikker Trafik bruger 51 procent af voksne cyklister cykelhjelm, mens 82 procent af cyklende skolebørn ifører sig hjelmen.”
OUH og flere trafikeksperter opfordrer derfor til, at alle – uanset alder – vælger den sikre løsning og beskytter hovedet i trafikken.
Læs også: