Alarm 112

Byens ældste skulptur fra 1863 forsvundet efter hærværk – Randers Kommune og politiet efterlyser oplysninger

En af Randers’ mest historiske skulpturer er natten til weekenden blevet udsat for hærværk og tyveri. Busten af kong Frederik VII, der har stået på Skovbakkens grønne område siden 1863, er nu forsvundet. Granitsøjlen, som busten stod på, er blevet væltet, og selve busten i bronze er væk.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 29. april 2025

“Et stykke kulturhistorie, som tilhører os alle”

Skulpturen blev opdaget ødelagt mandag den 28. april af medarbejdere fra Randers Kommunes tekniske afdeling. Hærværket og tyveriet bliver officielt anmeldt til Østjyllands Politi tirsdag den 29. april.

“Jeg er både vred og trist. Randers har mange fine skulpturer, og det her er den ældste. Det er et kunstværk og et stykke kulturhistorie, som tilhører os alle,” siger Louise Høeg, formand for Sundheds-, idræts- og kulturudvalget i Randers Kommune.

Medarbejderne fra kommunen har ledt efter busten i området, men uden held.

“Medarbejdere i forvaltningen har søgt i hele området i håb om, at busten måske var kastet ind i et buskads, men desværre er den ikke blevet fundet. Vi betragter det derfor både som hærværk og tyveri. Hvis nogen får en bronzebuste tilbudt til omsmeltning, eller hvad man kan finde på, så er der tale om tyvekoster. Vi vil meget gerne have busten tilbage og forsøge at reparere, hvad der er blevet beskadiget,” udtaler Louise Høeg.

Et minde om grundloven og fællesskab

Skulpturen blev skabt af den anerkendte danske billedhugger Herman Wilhelm Bissen og opstillet i Randers i 1863, samme år som Frederik VII døde. Den blev doneret til byen af Caspar Møller og har siden stået som et minde om kongens rolle i indførelsen af Danmarks grundlov i 1849.

“Busten blev placeret på Skovbakken og har givet en ekstra dimension til alle de grundlovsmøder, der er blevet afholdt på Skovbakken gennem tiderne og vidner om fællesskabet i vores moderne samfund. Det er vigtigt, at også vores eftertid kan få glæde af historiens vingesus,” siger Louise Høeg.

Fakta om skulpturen

  • Skabt af Herman Wilhelm Bissen, kendt for bl.a. Landsoldaten og Istedløven
  • Doneret af Caspar Møller og opstillet på Skovbakken i 1863
  • Har stået som symbol på Frederik VII’s betydning for grundloven
  • Oprindeligt ledsaget af et sørgemærke med nedadrettet fakkel (fjernet i 1980)
  • Én af tre afstøbninger – den i Randers var unik for byen

Randers Kommune opfordrer nu borgere til at kontakte politiet, hvis de har oplysninger, der kan føre til genfinding af busten.