Sport

Vorup FB’s dygtige drenge er nu jysk mester

Redaktion
Af Redaktion 5. juli 2014

Vorup FB er dermed tilbage i mesterrække 1, hvor de i efteråret skal møde stærke hold som Jetsmark IF, Hjørring IF og Aab samt ikke mindst Randers Freja og Team Hobro.

De dygtige drenge sikrede sig oprykning til mesterrække 1 efter en sæson, hvor det er gået holdet rigtig godt. I semifinalen i Overlund mod Viborg-holdet Eastside spillede Vorup FB sig videre til JM-finalen med en sejr på 2-1.

Finalen om Jysk Mesterskab mod FC Fredericia blev spillet på klubbens kunststofbane på Ulvehøj, hvor rigtig mange tilskuere bakkede de blå op. Vorup FB og cheftræner Michael Vedel Hansen kunne gå fra banen med en fornem sejr på 2-1 og en titel som det bedste M2-hold i Jylland.

De glade drenge og træner Michael Vedel Hansen fra Vorup FB, blev efter alle kunstens regler hyldet af DBU’s repræsentant og af tilskuerne, da det mesterskabet var i hus. Drengene har knoklet med træningen lige siden vinter, hvor der har været fuldt træningsprogram på Ulvehøjs kunststofbane.

Med de fine faciliteter, som klubben råder over, så har det også været muligt at afvikle en række rigtig gode træningskampe forud for forårssæsonen, hvilket klart har været en fordel i forberedelserne til sæsonen. Vorup FB U14-M2 hold vandt da også JBU´s træningsturnering op til sæsonstart.

U14-truppen består af kun 16 spillere, som under ledelse af Michael Vedel Hansen snart starter træningen, så de er klar til kampstart i mesterrække 1 for U15 hold. De 16 spillere håber, at der til træningsstart i uge 30 kommer tilgang af nye spillere, som gerne vil prøve kræfter med at spille i Vorup FB. I uge 32 deltager drengene i et elitestævne i Ikast og i uge 42 venter Limone Cup i Italien begge dele ser drengene rigtig meget frem til.

Træner Michael Hansen har været træner for holdet i 8 sæsoner. Michael er gammel Vorup-dreng og hans hjerte banker for klubben og for de drenge som elsker og respekterer ham. Michael har spillet mange kampe for Vorup FB og har tillige været superligaspiller i Silkeborg, indtil han desværre måtte stoppe karrieren pga. en skade.

Mange af drengene har spillet sammen på holdet siden de var små, men igennem de senere år har der også været tilgang af nye spillere fra Romalt, SMIF, ØB, Dronningborg Boldklub og Sønderhald, som alle er rigtig godt integreret i spillertruppen, såvel fodboldmæssigt som socialt.

Billedettekst: Glade drenge der netop har modtaget medaljer og pokal for Jysk Mesterskab: Øverst fra venstre: Emil Bøgh Vinther, Nicklas Andie, Rasmus Nielsen, Tobias Bugge, Marco Møldrup Friis, Emil Frederiksen, David Nielsen, Martin Pedersen Nederst fra venstre: Mads Zander, Daniel Bay-Schmidt, Mathias Bækgaard, Oliver Lanng, Mikkel Krogh Jakobsen, Magnus Nielsen (Marcus Mossalski og Nikolai Sørensen mangler på billedet)

RANDERSiDAG finder du også på Facebook og Twitter