I år er det 90 år siden, at Vellev IF blev stiftet, og det jubilæum vil blive fejret med manér. Reception, sportslige aktiviteter og midsommerkoncert er nogle af de ting, som er på programmet, når jubilæet fejres lørdag den 22. juni.
Fredag aften har vi colabal for de yngste i teltet på stadion, og lørdag starter vi dagen klokken 11 med jubilæumsreception samme sted, hvor Vellev IF vil være vært for lidt let bespisning og drikkevarer, fortæller Steen Bach, formand for Vellev IF.
Receptionen varer til klokken 14, og så går det ellers løs med en række forskellige aktiviteter på stadion, herunder naturligvis fodboldkampe, hvor Vellev IFs seniorherrer spiller mod Ulstrup.
Men jubilæet kommer også til at byde på mad og musik. Mens klubbens frivillige sørger for at tilberede maden fra grillen, har Vellev IF indgået et samarbejde med den lokale Musikforeningen Lydbølgen omkring den midsommerkoncert, man afslutter jubilæumsdagen med.
Allerede under middagen vil der være musik, siger Johan Blomberg fra Musikforeningen Lydbølgen. Vi har engageret Mark Twang til at spille, og han vil først underholde gæsterne med sine fortolkninger af en række Johnny Cash-numre, inden han afslutter med at spille Cigar Box Guitar.
Medlemmerne af Bjerringbro-afdelingen af Kom & Dans byder herefter gæsterne op til rocknroll-dans, inden aftenens musikalske hovednavn indtager scenen.
Det er Sandy and The Wild Wombats, og det er et orkester, som publikum godt kan begynde at glæde sig til, siger Johan Blomberg. Jeg har oplevet dem flere gange, og da folkene fra Vellev IF bad mig komme med forslag til den musikalske underholdning, var jeg ikke i tvivl.
Sandy and The Wild Wombats spiller simpelthen rockabilly-musik med en sådan glæde og et sådant engagement, at det smitter publikum og sørger for en god aften.
Sandy and The Wild Wombats går på scenen i teltet på Vellev Stadion klokken 21.00.
Læs også: