Biler og motor
Dyr overraskelse ved aflevering: Leasingbil koster i snit over 10.000 kroner
Ridser, buler og skader på fælge kan ende med en betydelig ekstraregning, når leasingbilen skal afleveres. Nye tal viser, at regningen i gennemsnit er på 10.122 kroner.
Det kan blive en dyr afslutning på leasingperioden, når bilen skal leveres tilbage. I gennemsnit koster det 10.122 kroner at aflevere en leasingbil, viser nye tal fra FDM Test & Bilsyn.
Tallene bygger på gennemgange af omkring 25.000 leasingbiler om året. I gennemsnit bliver der fundet fem fejl på hver bil, som kræver udbedring.
Fem fejl i gennemsnit
Det er især skader på døre, fælge og kofangere, der kan ende med at gøre afleveringen dyrere.
I nogle tilfælde kan efterregningen nå helt op på 50.000 kroner eller mere.
”Mange bilister bliver overrasket over at få en efterregning, når de afleverer en leasingbil, som de synes, de har passet godt på. Men når man indgår en leasingaftale, accepterer man samtidig, hvilken stand bilen skal afleveres tilbage i. Her er der forskel på, hvad de forskellige leasingselskaber accepterer af ridser og slitage, og det overser flere,” forklarer kvalitets- og teknisk chef i FDM Test & Bilsyn, Michael Haarup.
Læs også:
Penge at spare før afleveringen
Der kan være penge at hente ved at få bilen gennemgået, inden den afleveres. En bilsagkyndig kan blandt andet vurdere skader og slitage, som risikerer at udløse en ekstraregning.
Ifølge tallene kan man spare omkring 30 procent ved selv at få eksempelvis ridser og buler udbedret frem for at lade leasingselskabet stå for arbejdet.
”Når leasingbilen først er afleveret, er det ikke længere muligt selv at få udbedret fejl og mangler. Derfor skal de laves inden aflevering. Det kan også være, at de er dækket af ens forsikring. Det kan være en parkeringsskade på kofangeren, en Bilka-bule i døren eller et stenslag i forruden. I så fald skal det anmeldes og udbedres, inden bilen afleveres. Ellers hænger man selv på regningen,” siger Michael Haarup.
Vær selv med ved gennemgangen
Et andet råd er at være til stede, når bilen bliver gennemgået ved den endelige aflevering.
”Derudover anbefaler vi altid, at man ved den endelige aflevering selv er med under gennemgangen af bilen. Det giver mulighed for at få en forklaring på det, som registreres,” siger Michael Haarup.
Er man uenig i de skader, der bliver registreret ved afleveringen, er det muligt at klage til leasingselskabet.
Læs også: