Helbred
Farvel til nattens scrolling? Flertal af Danskerne vil lukke sociale medier mellem midnat og klokken seks
62 procent bakker op om at blokere adgangen til indhold på sociale medier for 15-17-årige mellem midnat og klokken seks. Også private beskeder bør omfattes, mener et mindre flertal.
TikTok-videoer, Instagram Reels og andre opslag på sociale medier bør være utilgængelige for unge mellem 15 og 17 år om natten.
Det mener et flertal af danskerne i en ny undersøgelse, som Voxmeter har gennemført for Digitalt Ansvar.
I undersøgelsen svarer 62 procent, at de er helt enige eller enige i, at sociale medier bør være forpligtede til at blokere 15-17-åriges adgang til indhold mellem klokken 00.00 og 06.00.
17 procent er uenige eller helt uenige.
Vil gå længere end EU-plan
EU har med det nye Kids Act lagt op til at blokere 13-14-åriges adgang til sociale medier om natten.
Den nye undersøgelse peger imidlertid på opbakning til at lade en natlig begrænsning omfatte unge helt op til 18 år.
Deltagerne er også blevet spurgt, om en blokering bør omfatte muligheden for at sende og modtage private beskeder på sociale medier.
Her svarer 52 procent, at de er helt enige eller enige i en fuld blokering for de 15-17-årige mellem midnat og klokken seks. 26 procent er uenige eller helt uenige.
Læs også:
Mange unge bruger skærmen efter sengetid
Spørgsmålet om sociale medier om natten kommer samtidig med, at søvnproblemer fylder blandt unge.
En kortlægning af danskernes sundhed fra Statens Institut for Folkesundhed viste, at mere end halvdelen af de 16-24-årige oplevede søvnbesvær. Blandt de unge med søvnbesvær pegede mere end syv ud af ti på underholdning fra skærme som en årsag til, at de fik for lidt søvn.
Den seneste landsdækkende Skolebørnsundersøgelse viste samtidig, at 61 procent af eleverne i 9. klasse brugte skærm efter sengetid hver nat eller de fleste nætter. 65 procent sov otte timer eller mindre.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at unge mellem 13 og 18 år får mellem otte og ti timers søvn om natten.
Digitalt Ansvar ønsker natlig lukning
Digitalt Ansvar mener på den baggrund, at muligheden for at se indhold på sociale medier med fordel kan lukkes for unge om natten på hverdage.
»Sociale medier er designet til at fastholde vores opmærksomhed med endeløse feeds, aggressive algoritmer og bimlende notifikationer. Det gør det svært for især de unge at lægge telefonen fra sig, også ved sengetid, og det er et problem, når vi ved, hvor afgørende det er for deres trivsel, koncentration og indlæring, at de får en god nats søvn,« siger direktør i Digitalt Ansvar, Ask Hesby Holm.
Han håber, at de danske holdninger bliver taget med i de kommende forhandlinger om Kids Act i EU.
»Jeg håber, at man fra dansk side vil tage danskernes holdninger til unges sociale mediebrug om natten med, når man skal i gang med forhandlingerne om den nye Kids Act i EU. Jeg er overbevist om, at det vil have en positiv indvirkning på unges søvnproblemer og koncentrationsvanskeligheder, hvis vi slukker for sociale medier om natten på hverdage,« siger Ask Hesby Holm.
1.034 danskere deltog
Undersøgelsen blev gennemført som en webbaseret spørgeskemaundersøgelse af Voxmeter for Digitalt Ansvar fra 1. til 6. september 2026.
I alt deltog 1.034 personer på 18 år og derover. Besvarelserne er vægtet efter køn, alder og region i forhold til tal fra Danmarks Statistik.
Læs også: