Helbred
Danskerne vil have cigaretprisen helt op på 104 kroner
Seks ud af ti voksne danskere ønsker dyrere cigaretter. I gennemsnit mener deltagerne i en ny måling, at en pakke bør koste 104 kroner mod omkring 70 kroner i dag.
Prisen på en pakke cigaretter bør hæves markant. Det mener et flertal af voksne danskere i en ny måling, der er udarbejdet af Forte Advice i forbindelse med analysen Sundhedspulsen 2026.
60 procent svarer, at cigaretterne bør koste mere end det nuværende niveau på omkring 70 kroner. Når alle svar regnes sammen, lander den ønskede gennemsnitspris på 104 kroner for en pakke.
Seks ud af ti vil hæve prisen
Mens 60 procent ønsker en højere pris, peger 27 procent på enten at bevare eller sænke den nuværende pris. De resterende 13 procent svarer ”ved ikke”.
Målingen bygger på 2.022 besvarelser fra danskere over 18 år. Svarene blev indsamlet af Norstat fra 9. til 23. juli 2026 og er repræsentative for den voksne befolkning på alder, region, køn og uddannelse.
Opbakning på tværs af partier
Ønsket om højere priser findes blandt vælgere fra en række forskellige partier.
Der er i målingen flertal for højere cigaretpriser blandt vælgere hos Socialdemokratiet, SF, Moderaterne, Radikale Venstre, Alternativet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten.
Blandt Dansk Folkepartis vælgere ønsker halvdelen højere priser, mens det gælder 48 procent blandt Danmarksdemokraternes vælgere. Tallene for de mindre partier bygger på færre besvarelser og skal derfor fortolkes med større forsigtighed.
Kræftens Bekæmpelse ønsker politisk handling
Kræftens Bekæmpelse, som har fået lavet særtrækket fra undersøgelsen, ønsker højere priser på tobak og nikotin.
”Det er virkeligt positivt, at der er flertal blandt vælgerne for højere priser – også efter en periode, hvor mange har oplevet, at det har været dyrere at få hverdagen til at hænge sammen. Nu er det op til politikerne at følge vælgernes klare signal og hæve prisen på tobak,” siger administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker.
Kræftens Bekæmpelse oplyser, at rygning er forbundet med omkring 16.000 dødsfald om året i Danmark. Organisationen arbejder for et Danmark, hvor tobak og nikotin ikke længere sælges som almindelige forbrugerprodukter efter 2035.
Beregning peger på mindre tab for staten
En rapport fra Kraka Economics, som er udarbejdet for TrygFonden og Kræftens Bekæmpelse, har samtidig undersøgt konsekvenserne af højere tobaksafgifter for statskassen.
Beregningen peger på et årligt tabt provenu på 0,7 milliarder kroner. Det er lavere end Skatteministeriets tidligere skøn på fem milliarder kroner.
”Danskerne ved godt, at højere priser får færre til at ryge og dermed forebygger sygdom. Og Krakas beregninger viser, at prisen for staten er langt mindre end antaget. Nu mangler vi bare, at politikerne følger trop og hæver prisen på tobak og nikotin,” siger Jesper Fisker.
Læs også: