Fritid

Drengeværelsets 80’er-favoritter indtager Memphis Mansion – nu kan du opleve dem gratis i efterårsferien

Actionfigurer fra 80’erne indtager Memphis Mansion i Randers, når Benny Ray og Brian Munin åbner en stor G.I. Joe- og Action Force-udstilling i efterårsferien.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 1. oktober 2026

Memphis Mansion i Randers bliver i efterårsferien fyldt med actionfigurer og samlerobjekter, når Benny Ray, manden bag SCI-FI-CON, endnu en gang åbner sin personlige samling for publikum.

Fra mandag den 12. til lørdag den 17. oktober kan gæster opleve en udstilling med G.I. Joe og Action Force. Denne gang har Benny Ray slået sig sammen med Brian Munin, der også har en stor samling af de populære figurer.

Samlerobjekter gennem næsten 50 år

Det er efterhånden blevet en tradition, at Benny Ray viser dele af sin film- og legetøjssamling frem på Memphis Mansion.

”Det er blevet en god tradition at udstille forskellige objekter fra min film- og legetøjssamling på Memphis Mansion, der jo har de perfekte rammer,” siger Benny Ray. ”Jeg har så mange ting, og der er masser at vælge imellem hver gang, så der altid er noget nyt at se. Denne gang har jeg slået mig sammen med min ven Brian Munin, der faktisk har langt mere G.I. Joe og Action Force end jeg har! Der er også mulighed for at købe unikke figurer og samlerobjekter, da både udstillingen og min merchandisebutik SCI-FI-SHOP dækker årene fra 1977 til nu, altså det mest populære merchandise igennem næsten 50 år!”

Under udstillingen bliver der også mulighed for at købe forskellige actionfigurer og samlerobjekter.

Tog kampen op efter Star Wars

G.I. Joe har en lang historie. Legetøjet begyndte i 1960’erne med omkring 30 centimeter høje figurer med militært tema.

Efter Star Wars’ succes med mindre actionfigurer blev G.I. Joe relanceret i samme størrelse og fulgt op af en række tegnefilm. Figurerne fik samtidig flere bevægelige led end Star Wars-figurerne.

I Danmark blev G.I. Joe solgt under navnet Action Force, og legetøjet slog for alvor igennem i midten af 1980’erne. Da interessen for Star Wars aftog i samme periode, blev G.I. Joe igen blandt det mest populære actionlegetøj.

Tag gammelt legetøj med

Har man gamle actionfigurer eller andet actionlegetøj liggende derhjemme, er der også mulighed for at tage det med til Memphis Mansion. Her kan Benny Ray hjælpe med en vurdering af legetøjet.

Udstillingen kan opleves fra mandag den 12. til lørdag den 17. oktober. Der er åbent alle dage fra klokken 11 til 17, og der er gratis entré.

Yderligere information findes på Facebook-siden ”TOY-CON featuring G.I. JOE”.