Helbred

Nu begynder årets vaccinationer i Region Midtjylland: Disse grupper kan få et gratis stik fra 1, oktober

Fra torsdag den 1. oktober begynder vaccinationerne mod influenza og covid-19. Tilbuddet gælder blandt andet alle på 65 år og derover samt personer med særlig risiko for et alvorligt sygdomsforløb.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 29. september 2026

Vinterhalvåret nærmer sig, og dermed stiger smitten med luftvejsinfektioner som influenza og covid-19. Fra torsdag den 1. oktober åbner Region Midtjylland derfor årets vaccinationsindsats.

Alle på 65 år og derover bliver tilbudt vaccination mod både influenza og covid-19. Invitationerne blev sendt ud mellem den 8. og 24. september via digital post eller som fysisk brev til personer, der er fritaget for digital post.

Når invitationen er modtaget, kan der bestilles tid på vacciner.dk. Vaccinationerne fortsætter frem til den 20. december.

Under 65 år kan også være omfattet

Det er ikke kun personer over 65 år, der kan få vaccinationerne gratis.

Personer under 65 år med kronisk sygdom eller andre tilstande, som giver særlig risiko for at blive alvorligt syge af influenza eller covid-19, kan også være omfattet. Det gælder blandt andet personer med svært nedsat immunforsvar, hjerte-kar-sygdom eller lungesygdomme som KOL og astma.

Denne gruppe har ikke fået tilsendt en invitation. Fra tirsdag den 29. september kan de i stedet bestille tid på vacciner.dk via en tro- og loveerklæring.

”Influenza og covid-19 kan ramme hårdt, særligt når man er ældre eller i forvejen er sårbar. Vaccination er med til at beskytte mod alvorlig sygdom, og derfor håber jeg, at så mange som muligt i målgruppen vil tage imod tilbuddet,” siger regionsrådsformand Anders G. Christensen (V).

Mere end 70 steder at vælge mellem

Region Midtjylland etablerer regionale vaccinationscentre i alle kommuner i regionen. Derudover er der indgået en aftale med Danske Lægers Vaccinations Service om at hjælpe med vaccinationsindsatsen.

Samlet bliver der mere end 70 vaccinationssteder at vælge mellem i Region Midtjylland. På vacciner.dk kan man finde det nærmeste sted og bestille en tid. Oversigten bliver løbende opdateret.

Regionen samarbejder desuden med blandt andre kommunerne om vaccination af personer, der skal vaccineres på plejehjem eller i eget hjem.

Der kan være pres på de første tider

Region Midtjylland forventer, at der kan være stor efterspørgsel på vaccinationstider i begyndelsen af perioden.

Der er dog mulighed for at blive vaccineret helt frem til den 20. december. Hvis det i de første dage er svært at finde en ledig tid eller komme igennem til Bookingsupport, er opfordringen derfor at forsøge igen senere.

Personer, der eksempelvis ikke har MitID og derfor har problemer med tidsbestillingen, kan få hjælp hos Bookingsupport på telefon 70 23 24 15 på hverdage mellem klokken 8.30 og 15.30.