Samfund

Bevæbnede soldater og skud i Randers: Derfor skal du ikke blive forskrækket

Hjemmeværnet rykker ind i Randers den 3. og 4. oktober med en stor og realistisk øvelse. Flere steder i byen kan man opleve bevæbnede soldater, kampe om stillinger og skud med løst krudt.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 24. september 2026

Det kan komme til at se voldsomt ud flere steder i Randers fredag den 3. og lørdag den 4. oktober.

Her gennemfører Hjemmeværnet den store øvelse Blåtand, hvor blandt andet Hobrovejen Skole og Laksetorvet bliver brugt som øvelsesområder.

Øvelsen bliver gennemført med realistiske scenarier. Derfor kan man blandt andet støde på bevæbnede soldater og vagter samt opleve kampe om stillinger og høre skud med løst krudt.

Det hele er en del af øvelsen.

Skole og Laksetorvet kan blive “besat”

Under Blåtand skal Hjemmeværnet træne forskellige situationer, hvor soldaterne skal samarbejde og reagere hurtigt.

I løbet af øvelsen kan Hobrovejen Skole og Laksetorvet blandt andet blive besat, ligesom der kan blive kæmpet om forskellige stillinger.

Der kan også dukke civilklædte personer med kameraer eller droner op. I øvelsens scenarie skal de forestille at udføre spionage eller sabotage.

Et andet muligt scenarie omfatter skud fra en bil mod skolen. Der er fortsat udelukkende tale om en øvelse.

Randrusianerne kan komme helt tæt på

Det bliver samtidig muligt at opleve dele af Hjemmeværnets arbejde på tæt hold.

På Østervold kan interesserede kigge forbi mellem klokken 10 og 16 både den 3. og 4. oktober.

Her bliver der blandt andet mulighed for at holde et gevær, smage en feltration, møde brandkadetter, komme tæt på en brandsprøjte og høre mere om mulighederne for at blive en del af Hjemmeværnet.

Flere dele af Hjemmeværnet deltager

Det lokale Hjemmeværnskompagni Hvidsten koordinerer øvelsen.

Både Hær-, Flyver- og Marinehjemmeværnet deltager i Blåtand. Soldaterne skal træne i områder, hvor de også vil kunne blive indsat i en virkelig situation.

Formålet er blandt andet at træne procedurer og samarbejde under forhold, der minder om virkeligheden. Hjemmeværnet indgår i Danmarks samlede beredskab og skal kunne støtte samfundet og Forsvaret i tilfælde af en alvorlig krise eller krig.