Nyheder
Skal I købe bolig sammen? Disse vigtige spørgsmål kan være lette at overse
Hvad sker der med huset, hvis I går fra hinanden? Og hvem får boligen, hvis den ene dør? Når danskerne køber bolig, er der en række økonomiske og juridiske spørgsmål, som kan være mindst lige så vigtige som pris og finansiering.
Drømmeboligen er fundet. Prisen er på plads, banken har sagt ja, og snart kan nøglerne skifte hænder. Men midt i tilstandsrapporter, lån, forsikringer og købsaftaler kan der være nogle spørgsmål, som er nemme at overse.
For hvem ejer egentlig hvad, hvis I en dag går fra hinanden? Hvad sker der med boligen, hvis den ene dør? Og er jeres pensioner, forsikringer og juridiske aftaler indrettet efter den nye situation?
Det er nogle af de forhold, Danske BOLIGadvokater opfordrer boligkøbere til at forholde sig til i forbindelse med en handel.
En bolighandel handler også om skattemæssige forhold, pension og formue. Når man køber eller sælger bolig, træffer man samtidig beslutninger, der får betydning for familiens økonomi og juridiske situation. Det er derfor vigtigt at se på, om ejerforhold og aftaler passer til den situation, familien står i,” siger certificeret BOLIGadvokat og bestyrelsesmedlem i Danske BOLIGadvokater, Bettina Erringsø.
Hvad sker der, hvis I går fra hinanden?
For ugifte par, der køber bolig sammen, er det ikke kun finansieringen og fordelingen af ejerskabet, der kan være relevant at få på plads. En samejeoverenskomst kan regulere forholdet mellem de to ejere, hvis parret senere går fra hinanden. Samtidig kan et testamente være relevant i forhold til, hvordan den længstlevende er stillet, hvis den ene dør.
Når to ugifte samlevende køber bolig sammen, bør de ikke kun se på, hvem der skal eje boligen, og hvordan købet skal finansieres. De bør også overveje, hvad der skal ske, hvis de senere går fra hinanden, eller hvis den ene dør. Det er spørgsmål, som er langt lettere at tage stilling til, mens situationen er rolig, end når problemet allerede er opstået,” siger Bettina Erringsø.
Læs også:
Tjeklisten går langt videre end selve boligen
Danske BOLIGadvokater har udarbejdet en tjekliste til det, organisationen kalder et ”360 graders tjek”. Her fremgår det, at boligkøbere blandt andet kan have grund til at gennemgå livsforsikring, ulykkesforsikring, pension, dækning ved tab af arbejdsevne og eventuel lønsikring.
Også formuen og parrets juridiske forhold indgår. Tjeklisten nævner blandt andet særeje, fælleseje, ægtepagt og samlivsaftale som områder, der afhængigt af familiens situation kan være relevante at få afklaret.
Hvem arver, hvis den ene dør?
Arv er endnu et område på tjeklisten. Her nævnes blandt andet testamente, samlevertestamente og børnetestamente. Ifølge materialet bør man i god tid overveje, hvordan parterne bedst sikrer hinanden ved et dødsfald, og hvad der skal ske i forhold til eventuelle børn – både egne, fælles og børn fra tidligere forhold.
Det kan være særligt relevant for ugifte samlevende. I tjeklistens eksempel fortæller et ugift par, at spørgsmålet om, hvordan de kunne sikre hinanden og deres datter, pludselig blev aktuelt, da de gennemgik deres situation.
Boligkøbet kan også påvirke skatten
Skatten er endnu et punkt, der kan være værd at undersøge. Ifølge tjeklisten kan den skattemæssige betydning af et boligkøb eller -salg blandt andet afhænge af indkomst, aktier og ejerskab af virksomhed.
Danske BOLIGadvokater anbefaler derfor, at bolighandlen ses i sammenhæng med familiens samlede økonomiske og juridiske situation.
En Dansk BOLIGadvokat skal ikke alene sikre, at handlen bliver gennemført korrekt. Vi skal også stille de spørgsmål, som mange købere slet ikke ved, de bør stille. Vores opgave er at sikre hele familien – ikke kun handlen,” siger Bettina Erringsø.
7 områder du kan have brug for at gennemgå
Tjeklisten peger overordnet på syv områder, som kan være relevante i forbindelse med boligkøbet:
Forsikring og pension
Formue og ejerforhold
Samliv og eventuelle aftaler
Økonomiske forhold mellem familiemedlemmer
Arv og testamente
Skat
Et eventuelt senere salg af boligen
Hvilke områder der er relevante, afhænger af den enkelte families situation. Danske BOLIGadvokater understreger samtidig, at deres tjekliste ikke er udtømmende.
For boligkøbere kan pointen derfor være at tænke længere end til overtagelsesdagen. Et boligkøb handler ikke alene om, hvor man skal bo, men kan også ændre familiens økonomiske og juridiske situation i mange år frem.
Læs også: