Helbred

250.000 unge vil ud af afhængigheden: Alligevel kommer 45 nye til hver dag

Fire ud af fem unge, der bruger tobak eller nikotin, ønsker at stoppe med mindst ét produkt. Samtidig begynder 45 børn og unge hver dag at bruge nikotin.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 15. september 2026

Mere end en kvart million unge i Danmark vil gerne stoppe med at bruge mindst ét tobaks- eller nikotinprodukt. Det viser nye beregninger fra Statens Institut for Folkesundhed.

I alt ønsker over 250.000 børn og unge at stoppe. Det svarer til 79 procent – eller knap fire ud af fem – af de unge brugere.

“Vi står med mere end en kvart million unge mennesker, som ønsker at komme ud af nikotinens klør. Men det er rigtig svært for de fleste, fordi nikotin er så vanvittig afhængighedsskabende. Mange af dem føler sig ufrie og fanget,” siger projektchef Ida Hagemann fra TrygFonden.

45 begynder hver dag

Samtidig kommer der hver dag nye brugere til. Beregningerne viser, at 45 børn og unge dagligt begynder at bruge et nikotinprodukt som cigaretter, e-cigaretter, nikotinposer eller snus.

Blandt de 15-29-årige bruger 32 procent et eller flere tobaks- eller nikotinprodukter enten dagligt eller lejlighedsvist.

“Ansvaret for den kedelige udvikling ligger ikke hos de unge eller for den sags skyld deres forældre. Nikotinen kan være så afhængighedsskabende, at den hurtigt kan blive svær at kæmpe imod – uanset viljestyrke,” fastslår projektchef Nina Krogh Larsen fra Kræftens Bekæmpelse.

Hun efterlyser samtidig politisk handling:

“Som samfund kan vi ikke være bekendt at en stor del af vores børn og unge udvikler afhængighed af stærkt sundhedsskadelige produkter. Det kalder på politisk handling: Vi skal gradvist udfase salget af tobak og nikotinprodukter og sikre, at kommende generationer ikke bliver afhængige af produkter, der skader deres liv og helbred,” mener Nina Krogh Larsen.

Ny kampagne sætter fokus på afhængigheden

De nye tal kommer samtidig med en landsdækkende kampagne fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden under overskriften “Afhængighed er ikke et frit valg”.

Her fortæller unge om de konsekvenser, deres nikotinforbrug har haft for deres fysiske, sociale og mentale velbefindende.

Nikotin er stærkt afhængighedsskabende og kan blandt andet give koncentrationsbesvær og søvnproblemer. Det kan desuden føre til alvorlige og vedvarende skader, særligt på unge hjerner, og på længere sigt give forhøjet blodtryk og hjerte-kar-sygdomme.

Undersøgelse blandt 9.800 unge

Tallene bygger på den landsdækkende §RØG-undersøgelse blandt 9.800 personer i alderen 15 til 29 år.

Data blev indsamlet fra 2. september til 17. november 2025. De nye tal er baseret på en særkørsel og beregninger, som Statens Institut for Folkesundhed har lavet for Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.