Nyheder

Overgaard Gods slår dørene op: Inviterer hele familien indenfor

Søndag den 20. september kan gæster komme helt tæt på livet og produktionen på Overgaard Gods i Havndal, når godset deltager i Åbent Landbrug. Det er gratis at deltage, men der skal bestilles billet på forhånd.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 14. september 2026

Overgaard Gods i Havndal åbner søndag den 20. september dørene for gæster i forbindelse med årets Åbent Landbrug.

Her bliver der mulighed for at opleve en moderne landbrugsvirksomhed med griseproduktion, planteavl og skovproduktion – og samtidig byder dagen på en række aktiviteter for hele familien.

Vil vise landbruget frem

Direktør Kasper Henricksen glæder sig til at tage imod gæsterne på godset.

„Generelt åbner vi stalddørene for gæster, så det er meget naturligt, at vi igen støtter op om familiedagen. Nuværende og tidligere medarbejdere hjælper til, så gæsterne får en god dag. Vi sætter en ære og stolthed i at give folk en oplevelse. Åbent Landbrug giver gæsterne et indblik i en moderne landbrugsvirksomhed. Vi har bistader, så det er alt fra honning over kød i køledisken til havregryn, der kommer fra os. Det glæder vi os til at formidle,“ siger Kasper Henricksen.

Overgaard Gods råder i alt over 3.345 hektarer. Heraf bruges 1.700 hektarer til planteavl, mens 1.400 hektarer består af skov.

På markerne dyrkes primært hvede, rug, maltbyg og raps. Derudover dyrkes blandt andet hestebønner, majs og kartofler. Godset benytter moderne landbrugsteknologi og maskiner, der bidrager til en klimavenlig produktion.

Aktiviteter for hele familien

Åbent Landbrug bliver ikke kun en mulighed for at se nærmere på produktionen.

Gæsterne kan blandt andet lege i en korncontainer, køre på pedaltraktorbane, hoppe på hoppepude, kværne korn til mel og lave små minihalmballer. Der bliver også mulighed for at prøve hoppekøer og købe grillpølser.

59 gårde åbner dørene

Overgaard Gods er én af 59 gårde rundt om i Danmark, der åbner stalddørene i forbindelse med årets Åbent Landbrug.

Formand for Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard ser dagen som en mulighed for at skabe dialog om dansk landbrug.

„Der har været talt rigtig meget om landbruget på Christiansborg og i medierne den seneste tid. Vi tror på, at den bedste samtale om landbrug starter ude på gårdene. Her kan man med egne sanser få et indblik i, hvordan vi producerer fødevarer, ligesom man kan få en god gammeldags snak med mine landmandskollegaer og nogle af de seje medarbejdere, der hver dag sikrer danske kvalitetsprodukter til supermarkederne. Åbent Landbrug handler om åbenhed, dialog og om at skabe forståelse mellem land og by,“ siger Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer.

Det er gratis at deltage i Åbent Landbrug. Der skal dog bookes billet på aabentlandbrug.dk.