Nyheder

Ny ordning i Randers: Disse hjælpemidler kan borgere nu få med det samme

Borgere, der modtager hjemmehjælp i Randers Kommune, skal fremover kunne få en række mindre hjælpemidler udleveret med det samme. Det gælder blandt andet strømpepåtagere, multiåbnere og hjælpemidler til personlig pleje.

Maria Just
Af Maria Just 9. september 2026

Det skal være lettere og hurtigere for borgere med hjemmehjælp i Randers Kommune at få hjælp til hverdagens små opgaver.

Omsorgsudvalget har besluttet, at hjemmehjælpere og terapeuter fremover straks kan udlåne en række småhjælpemidler til blandt andet madlavning, personlig pleje og påklædning.

Formålet er at hjælpe flere borgere med at klare mest muligt selv i hverdagen.

Skal gøre processen lettere

Tidligere skulle center- og distriktsterapeuter ikke alene vurdere borgerens behov for et hjælpemiddel. De skulle også undersøge, om hjælpemidlet kunne udlånes, om borgeren kunne få tilskud, eller om vedkommende selv skulle købe det.

Den proces bliver nu gjort mere enkel for de omfattede småhjælpemidler.

Jeg er glad for, at borgerne nu kan få udleveret en række småhjælpemidler uden, at der skal undersøges flere ting først. I Randers Kommune har vi i mange år arbejdet rehabiliterende, og et vigtigt led i det arbejde er at gøre hjælpemidler tilgængelige for borgerne, så de kan mestre flere ting selv,” siger Nicolai Estrup, formand for omsorgsudvalget i Randers Kommune.

Fra strømpepåtager til multiåbner

De hjælpemidler, der fremover kan udlånes straks, dækker flere forskellige behov. Til spisning og madlavning drejer det sig om mosgummi, anti-skrid, en 6i1 multiåbner og et smørebræt med kanter.

Til personlig pleje kan der blandt andet udlånes langskaftet bøjelig badesvamp, tåvasker, børste, kam, numsetørrer, badesandal, creme påfører og negleklipper på sugekop.

Til påklædning omfatter ordningen strømpepåtager, påklædningspind, strømpeaftager, knaplukker og benløfter.

Kan beholde hjælpemidlet, indtil det er slidt op

Planen er, at hjælpemidlerne skal være tilgængelige i de enkelte hjemmeplejedistrikter. Her kan de udlånes af den hjemmehjælper eller terapeut, der er tilknyttet borgeren.

Hvis hjælpemidlet har den ønskede effekt og hjælper borgeren med hverdagens opgaver, fortsætter udlånet, indtil hjælpemidlet er slidt op. Herefter skal borgeren selv købe et nyt.