Helbred
Kræftens Bekæmpelse undersøger ny fond på mindst 300 millioner kroner
En ny impact fond skal få flere kræftrelaterede løsninger ud på markedet. Målet er en fond på mindst 300 millioner kroner, hvor Kræftens Bekæmpelse selv vil investere 50 millioner kroner.
Kræftens Bekæmpelse har sat gang i en markedsafprøvning af en ny såkaldt impact fond, der skal investere i virksomheder med løsninger inden for blandt andet forebyggelse, diagnostik, behandling og livet med og efter kræft.
Foreningens forretningsudvalg har godkendt markedsafprøvningen, som skal afdække, om der kan findes eksterne investorer til fonden.
Målet er, at fonden skal have en størrelse på mindst 300 millioner kroner. Kræftens Bekæmpelse vil efter planen selv investere 50 millioner kroner, mens størstedelen af pengene skal komme fra eksterne investorer.
Vil bygge bro mellem forskning og marked
Baggrunden for initiativet er blandt andet, at lovende forskning og idéer ikke altid bliver omsat til løsninger, som når ud til mennesker.
»Danmark står stærkt inden for kræftforskning. Det skyldes bl.a. de betydelige midler, som Kræftens Bekæmpelse hvert år giver til forskning takket være opbakningen fra medlemmer, givere og frivillige. Men vi ser også, at nogle lovende forskningsresultater og idéer aldrig når ud til befolkningen, fordi der mangler kapital til at omsætte ny forskning og udvikling til en virksomhed eller en løsning på markedet,« siger Jesper Fisker, adm. direktør.
Fonden skal være med til at bygge bro over den udfordring og få flere løsninger ud, hvor de kan gøre gavn.
Det kan eksempelvis være ny teknologi til diagnostik, digitale sundhedsløsninger samt udstyr og hjælpemidler, der kan forbedre livet under og efter et kræftforløb.
Læs også:
Skal både gøre en forskel og skabe afkast
Impact fonden får et dobbelt formål. Investeringerne skal gøre en forskel for kræftsagen, men fonden skal samtidig skabe et økonomisk afkast til Kræftens Bekæmpelse og de øvrige investorer.
»Det vil være fantastisk, hvis mennesker med kræft inde på livet hurtigere end i dag kunne få adgang til nye løsninger. Fonden vil også skulle skabe et overskud til os og andre investorer, og så kan vi samtidig øge vores andre indsatser for kræftsagen,« siger Jesper Fisker.
Afkastet fra Kræftens Bekæmpelses egen investering skal på længere sigt være med til at styrke foreningens øvrige arbejde.
Ny fondsdirektør skal undersøge mulighederne
Anne Fleischer er blevet ansat som fondsdirektør og skal stå i spidsen for markedsafprøvningen.
Undersøgelsen skal vise, om der er tilstrækkelig interesse blandt eksterne investorer. I første omgang er det fonde med investeringsmidler og andre relevante investorer, der er i fokus.
Hvis markedsafprøvningen viser, at der er grundlag for projektet, skal den endelige fondskonstruktion efterfølgende etableres med professionel forvaltning under Kræftens Bekæmpelse som et selvstændigt selskab.
Et managementselskab skal stå for den daglige drift og præsentere mulige investeringer for en investeringskomité med både investerings- og sundhedsfaglige kompetencer.
Skal investere i virksomheder – men ikke lægemidler
Fonden skal efter planen investere i såkaldte scale-up-virksomheder, der allerede har udviklet løsninger, som kan gøre en forskel for mennesker med kræft eller bidrage til at forebygge og opdage kræft tidligere.
Det er samtidig fastlagt, at fonden ikke skal investere i lægemidler.
Kræftens Bekæmpelse vil være repræsenteret både i fondens bestyrelse og investeringskomité. Bestyrelsen skal blandt andet sikre, at fonden drives i overensstemmelse med lovgivningen, vedtægterne og investorernes interesser.
Kræftens Bekæmpelses forretningsudvalg besluttede allerede i 2020, at op til 10 procent af foreningens investeringer kan placeres i alternative investeringer. En kommende impact fond vil være et eksempel på en sådan investering.
Læs også: